Max (2002)

Den hollywoodhæderkronede hollandske manuskriptfotfatter Menno Meyjes debuterede som instruktør med dette delvist biografiske drama, der søger at sætte den unge Adolf Hitlers skæbne i svingninger.

Året er 1918, og 1. verdenskrig er endelig afsluttet. I München handler den tysk/jødiske Max Rothman (John Cusack) med kunst, og ved et tilfælde møder han Adolf Hitler (Noah Taylor), der gerne vil præsentere noget af sin kunst. Hvad, der herefter skete, er kendt for de fleste...

Men "Max" er ikke interesseret i at gå videre med historien, der stopper med Hitlers spæde forsøg udi at indpiske fremmedhad for en større forsamling. Mange oplevede filmen som kontroversiel, idet den vælger at fokusere på tilfældet Hitler som en (i hvert fald delvist) sympatisk fattigrøv. Men hvordan i alverden skal man ellers kunne skildre mennesket bag et (senere) ondsindet menneske? Noah Taylor er kejtet som Hitler og er ikke i nærheden af at balancere østrigerens vanvid – og så ligner han Joseph Goebbels meget mere! John Cusack, der også producerede filmen, er bedst. I titelrollen som den enarmede (= krigsskadede) kunsthandler lykkes han blandt andet flot med at håndtere den ret anmassende Adolf troværdigt. Efter sigende fik Cusack ingen betaling for rollen, da produktionen havde det svært.

Lydbilledet er rimelig nådigt. Produktionsdesignet er flot i et sikkert og ikke-kunstigt ramt tidsbillede. Den allerstørste force ved "Max" er dog legendariske ungarske Lajos Koltais (Just Cause (1995), Sunshine (1999), The Emperor's Club (2002)) magisk kærtegnende og silkebløde fotografering, der rammer filmen langt flottere ind, end den overhovedet er i nærheden af at være. Danske Ulrich Thomsen har en glat birolle som kaptajnen Mayr.