Sunshine (1999)

Titlen "Sunshine" er på plakaten til filmen indrammet af pigtråd, og dét beskriver måske meget godt historiens utilnærmelige stil: Der er nemlig tale om et robust melodrama på knapt tre timer, og persongalleriet er så fyldigt, at du godt kan give op på forhånd.
 

100 års familiehistorie

Ralph Fiennes spiller triple-rollen som hr. Sonnenschein gennem tre generationer, undervejs er efternavnet af praktiske årsager forkortet til Sors. Op- og nedture, kærlighedseventyr og små sidespring, menneskelige tragedier – og krige på stribe. Det hele er kogt sammen i et episk melodrama, men det er ikke ret meget af nogle af delene, det er muligt at nå at opfange.
 

Svært at gennemskue

Det er svært nok at gennemskue, hvornår Ralph Fiennes er søn, far eller farfar i en fortællestil, der krydsklipper og benytter flashbacks i udtalt grad. Hvilken krig er vi lige i nu? Hvorfor har han skæg og briller, han var da glatbarberet lige før? Det er nogle af de dybt forvirrende spørgsmål, som den forvirrede tilskuer kan stille sig undervejs.

Troværdigt tilbage i tiden
"Sunshine" er dog et stykke professionelt filmhåndværk, og instruktør István Szabó har utvivlsomt tjek på sin stab. Der er ikke noget at udsætte på filmens tekniske udtryk, der i mange scener bringer os troværdigt tilbage i tiden – rent scenografisk.
 

Hele tre roller til samme mand

Ralph Fiennes har af forståelige grunde meget svært ved at finde sig til rette i hele tre roller, og han bliver i stigende grad utroværdig, efterhånden som generationerne "passerer forbi".

Middelmådigt spil

Et større galleri af kendte skuespillere omgiver ham – med middelmådigt spil. En storladen film, der imponerer visuelt, men falder igennem på grund af sin alt for ambitiøse historiefortælling.