Der heilige Berg (1926)

Den senere berømte og berygtede instruktør Leni Riefenstahl fik sit store gennembrud som skuespiller i dette højt belagte romantiske stumfilmsdrama, hvor patos ind imellem flyder som remoulade ned ad bjergsiderne.

Nyt og revolutionerende

I dag er "Der heilige Berg" allermest interessant som repræsentant for den succesrige, tysk funderede genre "Bergfilm", der særligt i 1920'erne og 1930'erne hittede i biograferne. Disse bjergfilm var noget helt nyt og på mange måder også revolutionerende i den tidlige filmkunst.

Trekantsdrama i vildmarken

Hér rykkede settet ud i den virkelige verden med kun sparsom brug af studieoptagelser. Således også i denne, en af pionererne i genren, Arnold Fancks "Der heilige Berg", der skildrer et trekantsdrama i vildmarken.

Kvinden i midten

Det er danserinden Diotima (Leni Riefenstahl), der bliver kvinden i midten mellem den stoute bjergbestiger Karl (Luis Trenker) og dennes føl Vigo (Ernst Petersen). En misforståelse med forelskelsesfortegn er lige ved at resultere i en katastrofe højt hævet over jorden.

Ikke ret bemærkelsesværdigt

Arnold Fancks eget manus er ikke ret bemærkelsesværdigt – her er lidt intriger, lidt tilfældig bjergbestigning, et henrivende fruentimmer (en generelt meget overspillende Riefenstahl) og et højdedrama i vildt vejr.

Stor tidlig filmkunst

Omvendt er der enklaver af stor tidlig filmkunst i bjergfilmens autenticitet, der er en hyldest til udelivet, bjergenes majestætiske silhouetter, skyernes vilde flugt over himlen – og sneen og kuldens magt og vælde.

Fænomenalt og levende

Det er netop denne dyrkelse af friluft og det bjergtagende og vovemodige højdeliv, der gør en Bergfilm som "Der heilige Berg" så interessant at betragte i dag. Fænomenalt og levende indfanget af de fire fotografer, hvis blik for bevægelse og lys er af meget høj kaliber.

Naturlig lyssætning

En redningsscene i skumringen udgør en af de bedst koreograferede i filmen overhovedet. Her udgør en række nødblus eneste lyssætning, hvor hver mand på ski har sit eget blus.

For meget fyld

Til gengæld er der alt for mange fyldscener gennem hele handlingen – ikke mindst Riefenstahls endeløse dansenumre, der ganske givet har fungeret som sensuelt æggende i 1926, men som i 2026 forekommer unødvendigt tidstrækkende. Riefenstahl instruerede ukrediteret et par af filmens sekvenser.