Revolution (1985)

"Revolution" er det flotte flop, der på mange parametre er gået over i filmhistorien som en af de mest forfejlede episke satsninger nogensinde. Filmens elendige modtagelse var blandt andet medvirkende til, at hovedrolleindehaver Al Pacino efterfølgende holdt fire års pause fra film.

Året er 1776, og Den Amerikanske Uafhængighedskrig (fra Storbritannien) raser. Den helt almindelige mand Tom Dobb (Al Pacino) bliver fanget i de voldelige og tiltagende dramatiske (krigs)handlinger og må tage stilling, da hans teenagesøn Ned (Sid Owen) tvinges ind i krigen som soldat.

Filmen er både en slagmarks- og melodramatisk haltende oplevelse, der dog har store kvaliteter i den tekniske indpakning – ikke mindst i Bernard Lutics flotte fotografering, det scenografisk overbevisende tidsbillede – og i John Coriglianos slet og ret fabelagtige underlægningsmusik (tip = lyt til disse toner separat: Det er musik, der i dén grad scorer nedad i mødet med Hugh Hudsons storfilm). Hvad "Revolution" har i produktionsmuskler og medfølgende production value, mangler den til gengæld helt i fortællemæssig struktur, manus, generel indlevelse og situationsfornemmelse. Der var en grund til, at Al Pacino råbte vagt i gevær, da Hudson alt for tidligt meldte filmen færdig – men ud kom den, som dén ubagte blæver, den desværre fremstår som.

Filmen opleves således som yderst villet, trængt og fladmast med bittesmå glimt af noget af det rigtige undervejs. De smukke bjergscener blev i øvrigt optaget i Norge, simpelthen fordi en gruppe norske tandlæger spyttede midler i projektet!