Revolution (1985)

"Revolution" er det flotte flop, der på mange parametre er gået over i filmhistorien som en af de mest forfejlede episke satsninger nogensinde. Filmens elendige modtagelse var bl.a. medvirkende til, at hovedrolleindehaver Al Pacino efterfølgende holdt fire års pause fra film.

Fanget i krigen

Året er 1776, og Den Amerikanske Uafhængighedskrig (fra Storbritannien) raser. Den helt almindelige mand Tom Dobb (Al Pacino) bliver fanget i de voldelige og tiltagende dramatiske (krigs)handlinge og tvinges til at tage stilling, da hans teenagesøn Ned (Sid Owen) tvinges ind i krigen som soldat.

Haltende oplevelse

Filmen er både en slagmarks- og melodramatisk haltende oplevelse, der dog har store kvaliteter i den tekniske indpakning – ikke mindst i Bernard Lutics flotte fotografering, det scenografisk overbevisende tidsbillede – og i John Coriglianos slet og ret fabelagtige underlægningsmusik (tip = lyt til disse toner separat, det er musik, der i dén grad scorer nedad i mødet med Hugh Hudsons storfilm).

Mangler situationsfornemmelse

Hvad "Revolution" har i produktionsmuskler og medfølgende production value, mangler den til gengæld helt i fortællemæssig struktur, manus, generel indlevelse og situationsfornemmelse. Der var en grund til, at Al Pacino råbte vagt i gevær, da Hudson alt for tidligt meldte filmen færdig – men ud kom den, som den ubagte blæver, den desværre fremstår som.

Trængt og fladmast

Filmen opleves således som yderst villet, trængt og fladmast med bittesmå glimt af noget af det rigtige undervejs. De smukke bjergscener blev i øvrigt optaget i Norge, simpelthen fordi en gruppe norske tandlæger spyttede midler i projektet!