Deja Vu (2006)

Meget lig sin egen krigsthriller Spy Game (2001) serverede Tony Scott fem år senere den "sofistikerede" tidszone- og teknikleflende "Deja Vu" med en af sine yndlingsskuespillere Denzel Washington i hovedrollen.

Evigt pumpende...

Der kan faktisk i vid udstrækning siges nøjagtigt det samme om både "Spy Game" og "Deja Vu": Filmene fokuserer alt for meget på deres egen "fantastiske" teknik – de uendeligt mange zooms, kamerature, smart udvandede klip i et semi-computeranimeret look med evigt pumpende, stressende underlægningsmusik.

Graver dybt i værktøjskassen

Washington spiller New Orleans-agenten Doug Carlin, der virkelig må grave dybt i værktøjskassen, efter en færge fyldt med glade, matrosklædte soldater er blevet terrorbombet. Han arbejder med omhu for at forsøge at finde stumperne, der kan lede i retning af en gerningsmand.

Meget avanceret system

I mødet med specialisten Agent Pryzwarra (Val Kilmer) erfarer Doug snart, at et nyt og meget avanceret computersystem kan genskabe situationerne omkring terrorhandlingen. Systemet er så avanceret, at det kan spole tiden – sådan helt konkret, ikke bare på en knap – tilbage, så Doug måske har mulighed for at ændre udfaldet af det hele. I hvert fald får han en chance for at møde dén døde sild, han har forelsket sig i på ligbordet... i levende live.

Sjælden er udvisket

Sjælen er udvisket allerede i manuskriptets ypperligt forudsigelige ekstremisme udi dimensioner. Og når der så oveni lægges den bekostede tekniske ekstremisme, der på mange måder serveres i et helt eget wauweffekt-spor, opstår der ingen identifikation overhovedet.

Farveløs præstation

Det hjælper heller ikke, at Denzel Washington virkelig præsterer farveløst og rutinepræget i den dominerende hovedrolle: Intet løftet øjenbryn indikerer, at hér er en rolle, der sparker mås, og som han vil bidrage over middel til.