The Descent: Part 2 (2009)

Sammenhængende film:

The Descent (2005)

The Descent: Part 2 (2009)

Faktisk en opgradering i forhold til den ellers ganske habile 1'er: "The Descent: Part 2" leverer sin gyservare så effektivt, ufiltreret og lige på og hårdt, at ingen gåsehud på (blege) ben efterlades urejste.

Må pakke traumerne af vejen

Den eneste overlevende fra en helvedes-pigeopdagelsetur i et enormt grottesystem tvinges tilbage i dybet af myndighederne. De tror ikke på hendes historie om monstre i mørket, så kvinden må pakke traumerne af vejen for endnu engang at bestige trappen direkte ned i helvede.

Absolut mørke

Hernede i det absolutte mørke kan klaustrofobien let få overmagten. Ganske vist er delegationen udstyret med både pande- og lommelygter, men når lyskeglerne flakker rundt mellem klamfugtige klipper sker det ofte, at noget uønsket og særdeles farligt pludselig fanger lyset...

Gustne lyde i dybet

2'eren er stort set fritaget for både (veninde)fnidder og fyldstofts-intriger i det hele taget. Det er befriende tæt på at spejle mødet med evt. egen indre frygt, som de sagesløse mennesker klemmer sig gennem snævre klippespalter og hører gustne lyde længere inde i det ubestemmelige dyb.

"Indavlede albinoer"

Møderne med de underjordiske, blinde "indavlede albinoer" rammer virkelig plet, fordi skildringen spiller så meget på sanserne – dét at skulle være absolut stille for ikke at blive opdaget. Alt imens mørket "brager" demonstrativt i sin tykke uhygge.

Stærkt frygttema

Skuespillet er ikke filmens primære force. Enkelte trængt-op-i-en-krog-frygtscener er dog flot ramt. Ligesom i 1'eren er der alt for meget af David Julyans meget svulstige gyserunderlægningsmusik, men der er også levnet plads til ovennævnte iboende "indre lydbillede", hvilket er nødvendigt for at køre dette stærke frygttema ordentligt i stilling.