Young Hearts (2024)

Kiss Me Softly (2012)- og Follow Me (2015)-kortfilmsinstruktør Anthony Schatteman spillefilmsdebuterer her med endnu en coming of age-/homohistorie. Dét kommer ikke som en overraskelse, og det kan man heller ikke sige, at handlingen i "Young Hearts" gør. Den er meget lineær, mainstream og forudsigelig.

Sær sitren i mellemgulvet

14-årige Elias (Lou Goossens) mærker en sær sitren i mellemgulvet, da Alexander (Marius De Saeger), en dreng på hans egen alder, flytter ind i huset overfor. De to går også snart i samme klasse, og forelskelsen kommer snigende. Det er en helt ny følelse for Elias, mens Alexander omvendt har prøvet det før. Nu gennemleves en tumultarisk periode.

Rendyrket feelgood

Det meste af "Young Hearts" er rendyrket feelgood. Her er kun levnet plads til sporadisk homo-mobning og små, overkommelige nedture i mødet med den første kærlighed. Som sådan fremstår Schattemans film som et fint indspark i en spring-ud-filmrække for helt unge teenagere, ikke mindst, fordi den portrætterer både følelserne og omverdenens accept med hjertet på helt rette sted.

Spiller helt vidunderligt

Lou Goosens spiller helt vidunderligt i den vægtigste rolle som Elias, hvis iknæsænkende blå øjne og sarte, omsorgshungrende sind kan få selv den mest hårdføre til (næsten) at knibe en tåre. Med Goosens er der scener af stor, omend simpel, emotionel styrke.

Glansbillede mere end noget andet

Meget af det oprigtige og let tilgængelige i "Open Hearts" har det omvendt lidt svært, fordi Schatteman i dén grad ønsker glansbilledet mere end noget andet. Og det kaster en række noget (u)frivilligt sakkarinsøde situationer af sig, forstærket til det hæmmende af Ruben De Gheselles ekstremt pussenussede underlægningsmusik.