Cactus Pears (2025)

En slags lowkey indisk udgave af Brokeback Mountain (2005) – uden ret meget sammenligning i øvrigt. “Cactus Pears” er en superlangsom, men også lyrisk, smuk og tankevækkende fortælling om to mænds (skjulte) kærlighed meget langt ude på det vestlige indiske overdrev.

Anand (Bhushaan Manoj) er en mand i 30’erne, der netop har mistet sin far og går ind i en rituel periode, hvor han blandt andet sørger i ti dage sammen med familien. Men samtidig oplever Anand nogle andre store følelser, der længe har været fortrængt i ham: I mødet med den nogenlunde jævnaldrende landmand Balya (Suraaj Suman) opstår der nemlig sød kærlighedsmusik. Spørgsmålet er bare, hvordan de to kan udleve forelskelsen i et landsbysamfund og en kultur, hvor homoseksualitet ikke ligefrem ligger forrest i storhjernebarken.

I den udtalte stilstand, som filmen plæderer, opstår der magi i nærværet og detaljerne. Her er ingen fikse kamerabevægelser eller nogen form for underlægningsmusik overhovedet til at fjerne fokus fra tilværelsens og følelsernes magtfulde kardinalpunkter. Det klæder i høj grad fortællingen, og de to mænd spiller fuldt ud troværdigt op til denne præmis.

Billederne af de støvede bjergegne kombineres med nærbilleder af skæggede mænd i omfavnelse – og indimellem masser af “fingermad” på bliktallerkener. Det er således med autenticiteten i højsædet, at "Cactus Pears" serverer sine to timers psykologiske drama, men den udtalte stilstand afføder også en vis grad af noget uforløst.