Cactus Pears (2025)

En slags lowkey indisk udgave af Brokeback Mountain (2005) – uden ret meget sammenligning i øvrigt. “Cactus Pears” er en superlangsom, men også lyrisk, smuk og tankevækkende fortælling om to mænds (skjulte) kærlighed meget langt ude på det vestlige indiske overdrev.

En mand i sorg

Anand (Bhushaan Manoj) er en mand i 30’erne, der netop har mistet sin far og går ind i en rituel periode, hvor han bl.a. sørger i 10 dage sammen med familien.

Fortrængte følelser

Men samtidig oplever Anand nogle andre store følelser, der længe har været fortrængt i ham: I mødet med den nogenlunde jævnaldrende landmand Balya (Suraaj Suman) opstår der nemlig sød kærlighedsmusik. Spørgsmålet er bare, hvordan de to kan udleve forelskelsen i et landsbysamfund og en kultur, hvor homoseksualitet ikke ligefrem ligger forrest i storhjernebarken.

Magi i nærværet

I den udtalte stilstand, som filmen plæderer, opstår der magi i nærværet og detaljerne. Her er ingen fikse kamerabevægelser eller nogen form for underlægningsmusik overhovedet til at fjerne fokus fra tilværelsens og følelsernes magtfulde kardinalpunkter. Det klæder i høj grad fortællingen, og de to mænd spiller fuldt ud troværdigt op til denne præmis.

Skæggede mænd i omfavnelse

Billederne af de støvede bjergegne kombineres med nærbilleder af skæggede mænd i omfavnelse – og (ud over en diller) ind imellem masser af “fingermad” på bliktallerkener. Det er således med autenticiteten i højsædet, at "Cactus Pears" serverer sine to timers psykologiske drama, men den udtalte stilstand afføder også en vis grad af noget uforløst.