Orphan (2025)

Hér lykkes det forbilledligt den for kz-lejrdramaet Saul fia (2015)-skamroste og prisvindende ungarske instruktør László Nemes at skabe et historisk drama, der emmer af nærvær og nerve.

Oprigtig coming of age

Hvor "Saul fia" i vid udstrækning var himmelråbende forstillelse, blandt andet som følge af en fuldstændig overdrevet "eventyrlig" fotografering og et udtalt "orgelpunkt" på lydsiden, er "Orphan" helt igennem oprigtig coming of age som (op)levet gennem ca. 12-årige Andors (Bojtorján Barabas) øjne.

Intet nærvær

Vi befinder os i Ungarn ikke længe efter de historiske uroligheder i 1956. Andor bor alene med sin ikke videre nærværende mor (Andrea Waskovics), og han har aldrig fundet ud af, hvem der er hans biologiske far – og om han i givet fald lever.

Ingenlunde charmerende

Da den koleriske, korporligt prustende og ingenlunde charmerende Berend (Grégory Gadebois) træder ind ad døren og erobrer hverdagen – han er en af morens bejlere – bliver knægten så frustreret, ulykkelig og vred, at han meget vel kan komme til at gøre en ugerning.

Visuelt velfungerende stil

"Orphan" lykkes i sin visuelt ret så overdådige og sepiabrunligt 4:3-framede stil. Med stemningsmættede lyssætninger, slidte locations i perfektionistisk scenografi og en meget diminutiv brug af underlægningsmusik står begivenhederne i et særligt æggende skær, der bliver identifikatorisk for filmen.

Stærke præstationer

Læg hertil virkelig stærke præstationer, ikke mindst fra unge Bojtorján Barabas, der er et fund i drengerollen – og ofte optræder i delikate nærbilleder. Også Andrea Waskovics er god som den fraværende mor. Men det er særligt Grégory Gadebois, der stjæler scenen med sit følte usympatiske portræt af en tyksak med et temperament helt og aldeles ude af kontrol.