The Town That Dreaded Sundown (1976)
Med et stykke hvidt stof med to huller til øjnene over hovedet terroriserer en mand et udkantsområde i USA, 1946. Dette er historien om den rædsel, han spreder.
MANDEN MED HÆTTEN
Baseret på virkelige hændelser, som de udfoldede sig i statsgrænsebyen Texarkana, USA i 1946: Her terroriserede en morder området og gik målrettet efter unge mennesker, der dikkedikkede i biler efter solnedgang. Derfor blev Texarkana byen, der frygtede skumringen. Og morderen blev aldrig pågrebet...
"Semi-dokumentarisk"
Genfortalt i en tilnærmet "semi-dokumentarisk" stil med sporadisk dyb basfortællerstemme af Vern Stierman udgør "The Town That Dreaded Sundown" et lille ramponeret glansbillede af en udkantsamerikansk flække lige efter krigen. Men der er nu ikke meget dokumentar over Charles B. Pierces iscenesættelse – filmen er rendyrket kriminaldrama med små twists i retning af effektive gys.
Smæk for skillingen
Stærkest i dén retning står scenerne, hvor der (endelig) kommer lidt smæk for skillingen på genfortællingen af morderens ugerninger. Herunder ikke mindst en klassisk jagt af kvindeoffer gennem nattemørk majsmark i sælsom fuldmånebelysning. Det meste af handlingen er dog mere optaget af opklaringsarbejdet, som det udfolder sig omkring den tilkaldte politikaptajn Morales' (Ben Johnson) ledelse.
Emmer af B-film
Filmen er også pletvis komisk funderet, ikke mindst når Morales køres rundt af den lokale politimand, der bestemt ikke er den fødte chauffør. Men heldigvis forfalder det hele ikke til disse stemninger, der ellers hurtigt ville kunne tage mørket af det virkelige livs mareridt. Skuespillet er ikke prangende og emmer mest af B-film. Måske er dette en særlig spillestil, der skal matche det "dokumentariske".
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
1976, USA, Krimi, Drama, Gyser, Seriemordere, Historie, Biografi, Biler på film, Bjerge på film, Teenagere, 90 min.
Dansk titel: The Town That Dreaded Sundown- Ben Johnson (Capt. J.D. Morales)
- Andrew Prine (Deputy Norman Ramsey)
- Dawn Wells (Helen Reed)
- Bud Davis (The Phantom Killer)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation