The Long Walk (2025)

Grundlæggende skuffende filmatisering af Stephen Kings særegne tidlige roman fra 1979 (skrevet under pseudonymet Richard Bachman). "The Long Walk" er i Francis Lawrences iscenesættelse ganske vist omhyggelig med at følge de gående unge mænd(!), men romanens absurde uhygge fanger filmen ikke.

Enkle spilleregler

En større gruppe håbefulde, omend naive teenagedrenge deltager i en landsdækkende transmitteret begivenhed. Her er spillereglerne enkle: Sæt det ene ben foran det andet. Er du levende, når konkurrencen slutter, er det fordi alle de andre er døde.

Landevejsvenner på lånt tid

Man bliver nemlig skudt, hvis man enten går for langsomt eller helt stopper. Og det er der naturligt nok flere og flere, der gør, på den over 500 km. lange vandring – uden (skide)pauser. Helt i front finder vi Raymond (Cooper Hoffman) og Peter (David Jonsson), der bliver landevejsvenner på lånt tid.

Velvalgt ensartet

De fleste fans af romanforlægget vil nok føle sig en anelse skuffet af den lidt plumpe tilgang, der mere end noget andet hylder de alenlange snakke/gåscener, afbrudt af den simple konkurrences mange nakkeskud. Sagerne er som sådan pænt og velvalgt ensartet serveret, men derfor behøver det vel ikke være så kedeligt at formidle en nervepirrende skrevet roman?

Bandeord ud over det hele

Væk er det meste af atmosfæren omkring vanviddet, og identifikationskraften med de implicerede udelukkes, idet indføringen i de deltagendes typologi nærmest begrænser sig til en udsøgt og helt overdreven anvendelse af bandeord.

Lommefilosofien trives

Lommefilosofisk og lidt sukret bliver filmen også, efterhånden som de unge mænd har gået sig overtrætte og sænker paraderne. Det fører nemlig "sandheder" med sig om livets facetter – hvad end så unge mænd måtte vide om dem.

Teenagere, eller...

I øvrigt er det ikke mange på rollelisten, der reelt set er teenagere. Helt i front er Cooper Hofman 22, mens David Jonsson er 32(!) år – en klassisk stinker, der ikke fremmer troværdigheden.

Pænt uden at prange

Spillet blandt de unge er pænt uden at prange. Helt igennem falder Mark Hamill som The Major – en tåbeligt gestaltet magtfigur, hvis sjælløse robotstemme og solbrilleklædte følelseskulde helt savner indsigt i psykopatiens farveprismer.