Grand Isle (2019)

Periodisk højintens thriller, der lukrerer på tre fine skuespillerpræstationer, og som – især i første halvdel – er langt bedre end sit almene rygte. Først og fremmest skal Nicolas Cage-effekten dog ikke underkendes, og han får det optimale ud af en noget tyndt skrevet alkoholiseret skurkerolle.

En orkan er på vej

Den unge familiefar Buddy (Luke Benward) bliver i 1988, hvor filmen udspiller sig, lovet en pæn sum dollars, hvis han hurtigt fikser ægteparret Walter (Cage) og Fancys (KaDee Strickland) plankeværk. Men han skal skynde sig. En orkan er nemlig på vej ind over området.

Der er noget råddent...

Han når det dog ikke og er nu nødt til at tilbringe aften og nat hos det mystiske ægtepar, der ganske tydeligt bærer på flere hemmeligheder end dén forholdskrise, de iscenesætter. Der er helt sikkert noget råddent over – eller snarere under – det hele, og det er denne sandhed, Buddy forsøger at gengive til politiet (i lange tilbageblik).

Lækkert produktionsdesign

Med den æggende mørk-og-stormfuld-aften-ramme som bagtæppe lykkes det ret fint for instruktør Stephen S. Campanelli at bygge op imod et uundgåeligt sønderrivende klimaks. Med til filmens relative succes hører et lækkert produktionsdesign, der vækker parrets villa til live i et uhyggeligt og eventyragtigt aftenmørke.

Seksuelt inciterende

Allervigtigst for, at "Grand Isle" løfter sig lidt over mængden, er dog skuespillet, hvor KaDee Strickland tager førsteprisen som den sen- og seksuelt inciterende og tilsvarende kompromisløse Fancy, der ikke stopper, før hun har forført den handlingslammede Buddy (i en fornemt betuttet præstation af Luke Benward).

Slesk nedladende

Og så er der Nicolas Cage, der igen beviser sin særlige evne til at formidle noget underliggende, mystisk og uafklaret i en blanding af raseri, utilregnelighed og det slesk nedladende. Hen imod slutningen går der for meget afsløring og tjubang i filmen, der også er heltidsbelemret af Josh Atchleys insisterende underlægningsmusik.