Prime Suspect (1982)

Forestil dig en halvliters cola eller danskvand, der helt har mistet sin brus, tilmed er lunken, grænsende til solvarm. Så har du nogenlunde fremtoningen og "gennemslagskraften" i denne højdramatisk umusikalsk serverede tv-kriminalgåde.

Familiefar i knibe

Familiefaren og karrieremanden Frank Staplin (Mike Farrell) kommer gennem særdeles uheldige omstændigheder og sammenfald i fokus hos politiet og i medierne. Han er ganske enkelt den hovedmistænkte i en verserende sag, hvor en pige-seriemorder kaprer og kapper (livet på) helt unge, blonde pigebørn.

Twists and turns i ærmet

Frank er samarbejdsvillig. Han har jo ikke gjort noget galt! Meeen, tænker tilskueren, så vi ikke netop smørkrøltoppen Frank smigre sig ind på en kagesælgende pigespejder i filmens begyndelse? Måske er han en væmmelig karl! Tv-filmen har flere twists and turns i ærmet.

Uskyldig og gennemsnitlig?

Umiddelbart kan "Prime Suspect" godt se ud, som om den er ganske uskyldig og gennemsnitlig, men ved et nærmere kig åbenbarer der sig rent faktisk en produktion, der er betingelsesløst uinspireret og samlebåndsserveret.

Højtbelagt mangel på indlevelse

Det mærkes ikke kun i det teknisk jappende og ligegyldige, men i særdeleshed også i skuespillet, der – lige med undtagelse af en kapabel præstation af Teri Garr som journalisten Amy McCleary – skriger til himen udi højtbelagt mangel på indlevelse (igen affødt af inspirationen, der aldrig kom på besøg under optagelserne.)

Stift og utroværdigt

Situationerne er stive, troværdigheden under gulvbrædderne, og de antaget centrale seriemorder-kriminalhårrejs synes at være 100 % ude af fokus hos instruktør Noel Black. "Prime Suspect" er i hvert fald på intet tidspunkt hverken uhyggelig eller den mindste smule inciterende.