Street Smart (1987)

    En newyorkerjournalist får ørerne i maskinen, da hans opdigtede historie om en storbyalfons tages meget alvorligt.


    »UVENTET OPMÆRKSOMHED«

    Kæk og tempofyldt newyorkerkrimi, der har en uhyre veloplagt og naturlig Christopher Reeve i hovedrollen som journalisten Jonathan Fisher, der snart får røde ører. I sin stræben efter anerkendelse på sin avis opdigter han nemlig en historie om en alfons og hans prosituterede – og lyver sig til dens ægthed. Da historien uventet bliver toppopulær, begynder tingene at gå skævt for Fisher – især fordi flere topadvokater er sikre på, det er alfonsen Fast Black (Morgan Freeman), som Fisher har skrevet om... og Fisher er netop i denne tid i retten i en alvorlig sag.

     

     

     

     

    Der er en fin storbyatmosfære over Jerzy Schatzberg (The Panic in Needle Park (1971)) og cheffotograf Adam Holenders indfangelser – i det hele taget gør "Street Smart" fin brug af byen som kulisse. Og Christopher Reeve trives mærkbart i endnu en journalistrolle, der alt andet lige er noget mere nuanceret end dén, han har i Superman (1978). Hvor "Street Smart" i nogen grad kæntrer er i de vægtige portrætter af prostitution og prostituererede: Hér er Morgan Freemans (i øvrigt både Oscar- og Golden Globe-nominerede alfonsbirollepræstation) serveret uden saft i mundvigene og bliver en kejtet stereotyp af en utilregnelig magtskurk.

    På samme måde får filmen fedtet sig ind i nogle ret ligegyldige kvinde/luder-portrætter, hvor særligt sagesløse Kathy Baker i rollen som "Punchy" må stå på mål for et fag, hvis autenticitet hun tydeligvis ikke brænder for...



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1987, USA, Drama, Krimi, Thriller, Biler på film, 97 min.

    Dansk titel: Street Smart
    Instr: Jerry Schatzberg Prod: Yoram Globus, Menahem Golan Manus: David Freeman Foto: Adam Holender Klip: Priscilla Nedd-Friendly Mus: Robert Irving III
    Priser
    • AAN - Bedste birolleskuespiller (Freeman)
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Freeman)