Superman (1978)

    Fra en fjern planet i en fjern galakse sendes en lille knægt mod Jorden for at finde fred. Hér kan han som voksen rigtigt lege Superman.


    AMERIKANSK HELTEBILLEDE #1

    Sammenhængende film:
    Superman (1978)
    Superman II (1980)
    Superman III (1983)

    Superman IV (1987)
    Man of Steel (2013)


    Med sine imponerende effekter og flot kameraarbejde placerer "Superman" sig i ligaen blandt de mere end blot seværdige science-fiction-film, men det er til gengæld hårdt at klare sig gennem filmens overdådigt amerikanske moralkodeks, der hurtigt kan give en europæer meget dårlige nerver.

    Altid på pletten
    Superman (Christopher Reeve) nyder sin position på Jorden efter en del startvanskeligheder, hvor der ikke rigtigt var nogle store katastrofer at skride ind i. Ligeså snart det brænder på, og store dæmninger fx knuses på grund af voldsomme jordskælv, så er Superman på pletten.

    Luft under kappen
    Men først af alle skal naturligvis kvinden i hans liv reddes, den yndige brunette Lois Lane (Margot Kidder). Superman kommer i direkte kamp med Amerikas ubestridte forbrydermester Lex Luthor (Gene Hackman), men når først helten har luft under kappen, kan intet stoppe ham.

     

    Patriotisk-sukret

    Med John Williams’ i særklasse patriotisk-sukrede underlægningsmusik pulsende i alle højttalere glæder det ironisk nok hver gang med de scener, hvor Superman er ude af billedet.

    Skurke-scenerne er bedst
    Det er i selskab med skurken (i skikkelse af Gene Hackman og hans dumme hjælper), vi finder filmens bedste scener. Her får vi for en stund lov til at puste ud ovenpå alt det vamle og moralske, som Superman ellers flyver rundt i.



    Anmeldt i 1997 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026