Albino Alligator (1996)

Det kan mærkes, at skuespilleren Kevin Spacey virkelig gerne vil... og forsøger at gøre dygtige instruktører kunsten efter – i denne instruktørdebut, hvis historie søger det intense og lidt (læs: meget) teaterprægede, skuespillerleflende kammerspil. Angiveligt spurgte han selveste Sidney Lumet til råds: "Hvordan gør man, Sidney?"

"Albino Alligator" bliver ret hurtigt virkelig villet i alle facetter. Skuespillerne prøver, men fejler, Spacey prøver, men fejler. Det udvikler sig til et skue, som det ærligt talt er lidt ynkeligt at bevidne.

Det starter ellers ok lovende med et actionmættet anslag, hvor tre røvere (en virkelig slet Matt Dillon, en überanonym Gary Sinise og en stereotypt tumpet William Fichtner) kommer galt af sted. Hér i starten er vi nemlig endnu udenfor den snarligt tilstødende totalkulisse – 89 % af handlingen udspiller sig i den (kedeligt, tydeligt studiebyggede) kælderbar kaldet Dino's.

I starten er der liv og fremdrift. Det er mere, end der kan siges om de langstrakte, kedelige og alt andet end gnistrende barscener, der havde begået sig langt bedre som et teaterstykke – rent ud sagt.

Og det er selvfølgelig ærgerligt med så spildt arbejde på så mange dygtige skuespillere (rollelisten tæller også blandt andre Faye Dunaway og M. Emmet Walsh), der omvendt i nogle sammenhænge udstiller sig selv lidt uheldigt ved at gå med på Spaceys temmelig mislykkede forehavende om at "instruktørdebutere med bravour".