Deaf Lovers (2024)

Alternativ vinkling på krig, konflikter og (mod)vilje i en moderne europæisk kontekst. Den russiske instruktør Boris Guts’ manus lader et tilfældigt møde føre en ung døv russisk mand sammen med en ung døv ukrainsk kvinde i Istanbul.

Ingen let øvelse

Her oplever de krigen mellem Rusland og Ukraine på afstand, samtidig med at de forelsker sig i hinanden i den fremmede storby. Det er ikke nogen helt let øvelse af være væk hjemmefra, især ikke, når udfoldelserne nogle gange begrænses af sanserne.

Kompakt og finurligt konstrueret

”Deaf Lovers” er en kompakt, farvestrålende og finurligt konstrueret fortælling, der helt uden konventionel dialog (alle samtaler i filmen foregår på tegnsprog) skildrer en konflikt, indirekte mellem nationer, men muligvis også mellem de to forelskede. Hér bruges døvheden som en raffineret metafor for en manglede evne eller vilje til at forstå eller ville involvere sig, og dette forstærkes yderligere af, at parrets spirende kærlighedsforhold er præget af ”ét skridt frem og to tilbage.”

Lidt begrænsende form

Filmens form opleves i det hele taget lidt begrænsende, snarere end decideret blomstrende. Ideen med at lade reallyde og op- og nedfarende underlægningsmusik mikse sammen med et mere kunstnerisk ”døve-lydbillede” er oplagt, men fungerer mindre balanceret i helheden. Stærkere står filmens visuelle udtryk, der hylder farver og detaljer i Istanbuls skiftende døgnrytmer, flot bakket op af de på alle måder solo-agerende to skuespillere.