Lisa (1990)

Fascinerende, lidt underspillet genrefilm, der overrasker særdeles positivt med en gennemgående "hvilepuls"-tilgang til sit betændte stof – hvilket bare pirrer fantasien endnu mere.

Lynende intens teenager

"Lisa" er fortællingen om den lynende intense (og tilsvarende af debuterende Staci Keenan markant velspillede) teenager Lisa Holland. Sammen med veninden Wendy (stærkt indlevende Tanya Fenmore) ynder hun at fnidre om drenge og mænd. Særligt det sidste interesserer Lisa... Hun er til modne mænd.

Lader sig ikke anfægte

Hun lader sig ikke anfægte nævneværdigt af dén bølge af kvindemord, der hærger nærmiljøet. Tværtimod går hun til stålet, da hun spotter den velklædte, inciterende Richard (en både vakker og smittende maskulin D.W. Moffett) – i første omgang ved at skaffe hans telefonnummer og ringe til ham hver dag.

Spøgen køres for langt ud

Lisa lægger sin stemme om, så hun lyder som en moden kvinde, men hun kører efterhånden spøgen for langt ud... samtidig med, at vi som tilskuere erfarer Richards sande identitet og natur.

I favnen på en kvindemorder

Midt i denne virak udspiller der sig også en hårtotsafrivende intens fejde mellem Lisa og hendes alenemor Katherine (blændende Cheryl Ladd). En fejde, der bringer dem direkte i favnen på Richard. Spørgsmålet er, om de kan komme fri igen...

Syner ikke af meget, men...

Udadtil og på beskrivelsen syner "Lisa" ikke af ret meget eller for dén sags skyld af stor originalitet. Men Death Line (1972)- og Dead & Buried (1981)-instruktør Gary Sherman vil det anderledes.

Blafrende original

Tilgangen er ganske enkelt blafrende original i den centrerende ensretning, der lader klichéerne prelle af som dugperler på en teenagelejrskoleteltdug. Når dén succes lægges sammen med de fire fantastiske skuespillerpræstationer, opstår overraskelsen.