Dead & Buried (1981)

Zombiegenren fik lige en – om ikke andet delvist – opfriskende overhaling med Gary Shermans filmatisering af Chelsea Quinn Yarbros roman: "Dead & Buried" leger på en måde stilleleg med zombierne, idet vi er meget langt fra både den velkendte vaklen formålsløst omkring, men også på grund af tonen i fortællingen, der kun sjældent forfalder til decideret gyserhysteriske.

De døde genopstår!

I en lille amerikansk by erfarer sheriffen Dan Gillis efterhånden, at der er noget helt galt. De døde genopstår! Og de ser endda næsten bedre ud, end da de havde deres normale gang på Jorden. At komme til bunds i dette mysterie kræver mod og overvindelse, og det hele bliver tilmed yderst personligt.

Zombiefiguren som "virkelighed"

To elementer får især dette lidt spøjse gys over målstregen: Det alternative og afmålte blik på zombiefiguren som "virkelighed" – og et par herlige birollepræstationer af hhv. Jack Albertson (i dennes sidste rolle, som retsmedicineren Dobbs) og Macon McCalman som den befippede Ben.

Endnu mere vanvittigt...

Alt det udenom bærer præg af godt håndværk og en række pænt perspektivskabende dramatiseringer, særligt da klamme smalfilms-snuff-optagelser pludselig ser dagens lys og gør sheriffens liv endnu mere vanvittigt.

Alt for skingert

De helt store, forkromede klinger kommer "Dead & Buried" aldrig op på: Hertil er fortællestilen (og selve fortællingen) alt for outreret, inklusive den massive brug af Joe Renzettis nærmest ulideligt larmende underlægningsmusik.