En maler (2013)

Hlynur Pálmasons afgangsfilm fra Den Danske Filmskole sætter et stærkt visuelt aftryk, der peger fint i retning af hans senere spillefilm Vinterbrødre (2017) og Hvítur, hvítur dagur (2019). Men der er for store udsving i fortællingen, ligesom en kokset brug af "lydeffekts-underlægningsmusik" skæmmer.

Et anspændt forhold

Langt ude på landet bor en billedkunstner (Ingvar Sigurdsson), der ikke på nogen måde væltes bagover af glæde, da hans søn (Elliott Crosset Hove) kommer uventet på besøg. Faren er midt i et stort projekt, og sønnen går bare i vejen. Helt tydeligvis har de to et anspændt forhold, og det bliver bestemt ikke bedre hér.

Alternativ fernisering

På en halv time kan det være svært at balancere ambitionerne helt, men når "En maler" er fordøjet, er helhedsindtrykket alligevel ret positivt. Det skyldes især den afsluttende halvdel, hvor der er fokus i både fortællingen og den tekniske eksekvering af en meget alternativ "ferniseringsseance".

Vaklende start

Det følger så efter et indledende kvarter, der vakler mere, og hvor det er svært at finde ind til nerven i Hlynur Pálmasons fortælling – herunder relativt ligegyldige birollekarakterer (bl.a. for at få en nøgen dame med) og denne forstyrrende, bankende musik.

Sammenbidt spil

Flot sammenbidt spil af Ingvar Sigurdsson og Elliott Crosset Hove – instruktørens foretrukne gestaltere også i spillefilmene – sørger for den nødvendige autenticitet i det aparte far/søn-forhold.