L' histoire de Souleymane (2024)

Nogle gange er det bare formålstjenligt at skildre en situation ved at male sort med sort på. For der er ingen lyspunkter i Boris Lojkines Cannes-prisvindende gengivelse af den illegale indvandrer Souleymane Sangarés (Abou Sangare) historie.

Cykler gennem Paris

Souleymane kører Paris' aften- og nattegader tynde som voldsomt underbetalt madbud. Et job, han kun kan bestride, fordi en "ven" har lånt ham sin konto og til gengæld kræver en klækkelig modbetaling.

Virkeligheden bøjes

Om få dage skal Souleymane til en altafgørende samtale med immigrationsmyndighederne. Dér falder afgørelsen, om han kan få asyl i Frankrig. Og han forbereder sig så godt, han kan på en historie, der bøjer virkeligheden for at gøre baggrunden mere dramatisk.

Ingen lyspunkter

Og så gælder det ellers om at få ringet til herbergsmyndighederne klokken bar røv om morgenen for at sikre sig en køjeseng i en sovesal igen den kommende nat. Der er ikke nogen lyspunkter i Souleymanes liv...

Ren ægthed

"Souleymane's Story" vinder på sin rene ægthed: Her er ingen omsvøb (bl.a. et begavet 100 % fravalg af underlægningsmusik – også under slutteksterne), og kameraet runderer den hektiske hverdag i øjen- og cykelhøjde med Souleymanes prøvelser.

Fysisk nærværende

Dét giver filmen puls og dynamik og skildrer en storby, når den på én og samme tid kan være omklamrende, stressende, men også i nogen grad udgøre en tryghed. Som sådan er Lojkines flm (også) et storbyportræt, der bliver nærmest fysisk nærværende.

Fuldt fokuseret

En anden selvsagt stærkt væsentlig afsmittende effekt på filmens autenticitet har Abou Sangares fuldt fokuserede og sjæleudkrængende hovedrollepræstation. Skuespil af en styrke, der går lige i hjertet.