Host (2020)

    En gruppe britiske veninder og et medie afholder en onlinesession, hvor de forsøger at få forbindelse til "den anden side".


    CHICKFLICK MED TWISTS

    Kæk og corona-lockdown-affødt kreativ britisk gyser, hvis 57 minutters spilletid i grunden afspejler et gennemsnitligt møde på en gængs onlineplatform. "Host" skildrer, hvordan en gruppe unge veninder har inviteret et såkaldt medie til at guide dem.

     

    Teknisk knas med mere

    Mediet skal hjælpe veninderne med at få kontakt til "den anden side", hvor kvinderne hver især har en, de gerne vil spørge om noget. Og det er vel at mærke en, der er gået bort. Men det er ikke kun den sædvanlige tekniske knas, der efterhånden stresser dem... noget er løs i æteren!

     

    1:1 filmet computerskærm

    "Host" viser, hvordan man kan skabe "spillefilm" selv under en lands/verdensdækkende lockdown. I dette tilfælde simpelthen ved at optage en Zoom-session vekslende mellem splitscreens og enkeltpersoner. Det, vi oplever, er med andre ord 1:1 en filmet computerskærm.

     

    Alenlange fnidrende samtaler

    I sig selv en fin præmis, og gyset kunne helt sikkert også have fungeret i disse rammer, hvis der havde været mere kød på det uforklarlige og mindre kød på de alenlange fnidrende samtaler, der reelt set fylder 85 % af "handlingen".

     

    Decideret hårrejsende bliver det ikke

    Decideret hårrejsende bliver "Host" nok kun for den helt igennem found footage-genrenybegyndende: Filmen kommer simpelthen aldrig i omdrejninger, og fascinationen forbliver således næsten udelukkende på formatet: At vise en computerskærm og intet andet.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2020, Storbritannien, Mystik, Gyser, 57 min.

    Dansk titel: Host
    Instr: Rob Savage Prod: Douglas Cox, Emily Gotto, Samuel Zimmerman Manus: Gemma Hurley, Rob Savage, Jed Shepherd Klip: Brenna Rangott
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation