The Hunter (2011)

    En lejesoldat modtager en tophemmelig mission: Han skal finde det formodede sidste levende eksemplar af den tasmanske pungulv og skyde det.


    MYSTIK I VILDMARKEN

    Spektakulært fotograferet og medrivende mystisk vildmarksthriller: "The hunter" fortæller historien om en lejemorder, der får en særlig opgave.
     

    Den tasmanske vildmark

    Han skal rejse til den tasmanske vildmark for at finde ud af, om det kan passe, at der endnu findes et eksemplar af den formodet uddøde tasmanske pungulv, på engelsk kaldet den tasmanske tiger.
     

    Forsvundet i bjergene

    Han indkvarteres hos en lille familie, hvor faderen har været forsvundet i bjergene i årevis, og stik mod missionens grundregler bliver han tiltagende knyttet til det nye sted. Men andre er ude efter samme dyr, så det bliver snart uhyre farligt at færdes i vildmarken.

    Bjergtagende fotografering
    Filmen er markant bedst i første time. Her smelter den elegante og decideret bjergtagende fotografering (ikke mindst helikopter-optagelserne) sammen med det hemmelighedsfulde plot. Herefter faldes for fristelsen til at røre grundigt rundt i gryden, med alle dertil hørende ingredienser for at spice det hele lidt op, inklusiv forfærdende voldsom musik.

    Kraftfuld præstation
    Willem Dafoe udfylder rollen kraftfuldt og medvirker i høj grad til troværdigheden. Filmen er medrivende i sin detaljeringsgrad i de mange sysler for at indfange dyrene i bjergene.

    Forkærlighed for Bach
    Lejemorderens forkærlighed for Bach-musik udgør en vidunderlig afdramatisering af de ind imellem lovligt overdramatiserede actiontræk.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2011, Australien, Thriller, Eventyr, Mystik, Dyr på film, 100 min.

    Dansk titel: The Hunter
    Instr: Daniel Nettheim Prod: Vincent Sheehan Manus: Alice Addison Baseret på: roman af Julia Leigh Foto: Robert Humphreys Klip: Roland Gallois Mus: Andrew Lancaster, Michael Lira, Matteo Zingales