Baisers cachés (2016)

Mærkværdigt ukritisk fransk tv-film, der serverer sine homopointer så papudskåret "pædagogisk", at den lineære historie snubler over det arketypiske. Det bliver ufrivilligt komisk, og det er i hvert fald en meget gammeldags måde at dramatisere udspring på i 2016.

Nathan (Bérenger Anceaux) er forelsket i klassekammeraten Louis (Jules Houplain), og interessen viser sig (lidt) gengældt. Men da klassekammerater, lærere og forældre opdager et massedelt foto af de kyssende unge mænd, starter en lavine af hysteri. Louis skynder sig at hoppe over på "den sikre side" og proklamere sig straight, mens Nathan tager alle de mentale og hårde fysiske klø, der følger med at være en "vederstyggelighed", "et udskud", "en envejsbillet til helvede". Men mon ikke henad vejen, historien alligevel bløder lidt op? Det skulle jo nødig gå hen og blive filmens morale, at kærlighed mellem to teenagedrenge er dømt til fordømmelse...?

"Baisers cachés" nyder godt af de unge mænds naturlige charme, som kameraet dygtigt afsøger i fine nærbilleder. Men hele gymnasiekammerats- og voksengalleriet er lattervækkende marionetdukker i Jérôme Larchers mystisk utidssvarende manuskript. I perioder skriger det til himlen.

Filmen opleves i dén grad som en kejtet, overlang oplysningsfilm, som det måske havde givet mening af vise til uvidende skolebørn i 1947. Som et produkt af nyere tid står historien virkelig både gumpetungt og uden indsigt i psykologien bag.