Das deutsche Kettensägen Massaker (1990)

    Umiddelbart efter murens fald erfarer en gruppe tyskere, at de kan producere pølser af ganske særligt kød hentet i Østtyskland.


    UDSPLATTET SPLATTERPJAT

    I en endeløs strøm af politiske undertoner og med en slags referencer til amerikanske gyserforbilleder (især Tobe Hoopers The Texas Chain Saw Massacre (1974)) gylpede Christoph Schlingensief umiddelbart efter murens fald denne satiriske farce op.

     

    Dybest set handlingsløs

    Dybest set handlingsløs er "Das deutsche Kettensägen Massaker" en fortælling om udnyttelse, vold, mord og (menneske)kød, der bliver til billige pølser. Det er syret langt over ætsegraden – men det er desværre også uden nedre kvalitetsbarre.

     

    Små opblomstringer

    Små opblomstringer af frisk samtids- og samfundssatire giver et indtryk af, hvad farcen kunne have udviklet sig til, hvis der havde været bare lidt højere ambitioner om at skabe kunst på no-budget.

     

    Hysterisk klat-splat

    Men den gennemgående "stemning" er hysterisk lallende klat-splat, hvor det afgjort mest mindeværdige i dag (ud over de mange Trabanter i funktion) er at få øje på Udo Kier som nazisten Jonny – komplet med et hagekors tatoveret på overlæben!

     

    Unødvendigt fyldstof

    Åbningssekvensen, der gengiver tv-billeder af de historiske taler og stunder ved murens fald, er afgjort filmens mest reelle handling, men disse optagelser fungerer blot som unødvendigt fyldstof i en film, der i forvejen kun varer en time.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1990, Tyskland, Komedie, Farce, Gyser, Biler på film, 63 min.

    Dansk titel: Blackest Heart
    Instr: Christoph Schlingensief Manus: Christoph Schlingensief Foto: Voxi Bärenklau, Christoph Schlingensief Klip: Ariane Traub Mus: Jacques Arr
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation