Duksedrengen (1989)

Med skævheden skruet rigtigt på og med fin føling for det aparte serverede Peter Gren Larsen og Cecilie Olrik i 1989 denne miniserie for store børn og barnlige voksne: "Duksedrengen" er i dag blevet kult og byder da også på (tilløb til) oprigtigt vanvittig humor.

Skoledrengen Arno Olsen (spillet af grandvoksne Deni Jordan) bliver mobbet i sin klasse, der består af to andre elever. Men da Arno bliver til superhelten Duksedrengen, åbner der sig nye muligheder – blandt andet for popularitet og en smule hævn over plageånderne.

Denne eventyrhistorie præsenteres som indslag af to værter på tv-stationen Danmarks Hurradio (spillet af seriens instruktører og ko-hovedrolleindehavere Gren Larsen og Olrik). Denne base er ikke det mest blændende islæt i "Duksedrengen" – humoren bliver ganske enkelt under lavmål. Til gengæld fungerer reklameindslagene rigtig godt. Det, der fungerer endnu bedre, er historien om Duksedrengens løjer, blandt andet da han møder Børnelokkeren (en yderst veloplagt Mek Pek), hvis legendariske "salgssang" nok ikke var gået i dag, men er ret morsom. Også scenerne i klassen med den tårnhøje lærerinde (Claus Bigum) ejer en vis grad af raffinement.

Ellers lever miniserien mest af alt på sine gentagelser af både slagord og handlingselementer. Men der er for langt mellem det rigtigt morsomme, og platheden overtager desværre i vid udstrækning. "Duksedrengen" tager kegler for sin (u)fine omgang med diverse børne- og tegneseriespilleregler, og bruddet på konventioner og etikette er klart miniseriens mest holdbare claim to fame.