Cop (1988)

Velsmurt kriminaldrama, hvis maskinrum består af stærke, arbejdsomme cylindre, der præsterer et pænt moment – dog uden at bidrage med de helt vilde overraskelser i kurverne: "Cop" er således betjent med rod i privatlivet tyr til selvtægt-krimi nummer mange tusinde, men i James B. Harris' iscenesættelse hersker der både ro og fremdrift.

James Woods, der også koproducerede filmen, spiller overbevisende hovedrollen som den privatlivsfladmaste hollywoodpolitimand Lloyd Hopkins. Men når det nu skal være, passer konens udmelding om en pause i forholdet egentlig meget godt. Det betyder i hvert fald, at Hopkins kan hellige sig jagten på en udspekuleret seriemorder...

Det bringer betjenten dybere ind i et mørke, hvor ugerningerne bogstavelig talt er fedtet ind i blod... om det så er, når morderen skriver sine kryptiske beskeder til ordensmagten. Hopkins er efterhånden så ligeglad med det hele, at han tilsidesætter al sund fornuft og politiskik. Som suspenderet kan han til gengæld give den fuld gas i sin egen helt privat foranstaltede jagt på morderen. En jagt, der ender brat i en gymnastiksal...

"Cop" leverer varen i lækkert olieret, veltimet action, der ikke skuffer – trods åbenlys voldtægt at talrige (genre)klichéer. Indimellem bliver det ganske vist helt og aldeles for tåbeligt det hele, men aldrig så meget, at dramaet tipper.

Flere af filmens implicerede kvinder er temmelig tåbelige arketyper på handlingslammede og/eller tumpede ofre og/eller villige sexkillinger. Ved siden af James Woods' følte hovedrollepræstation er der levnet fin plads til karakterspil fra Charles Durning og Raymond J. Barry.