Fare paa Færde (1930)

"Første danske originale Talefilmsbagatel af Forfatteren Valdemar Andersen." Dette skilt proklameres indledningsvis i denne korte lille kærlighedsfilm, hvor Peter (Christian Arhoff) er grundigt forelsket i den henrivende Lotte (Kirsten Nellemose). Men i starten af handlingen er han lidt irriteret i gang med at spille skak med en ven.

Skakspillet afbryder han efter mindre skærmydsler. For nu skal han på stævnemøde, og han starter med at ringe sin hjertenskære op. Under samtalen står det klart, at kærligheden mellem dem er intakt, men da Lotte pludselig skriger op og smider røret, bliver Peter nødt til at drøne derudad for at se, hvad, der er los.

Vi er virkelig i de spæde forsøg med lyden i dansk filmhenseende og på forkant af den anderledes vellykkede Præsten i Vejlby (1931), der var den første danske talespillefilm. I Frederik Anderssons primitive kortfilmsiscenesættelse skydes der lidt med amoriner i det ene øjeblik og rykkes lidt på skakbrikker i det næste – i en for samtiden kendetegnende ikke-tilstedeværende klipning, i hvert fald ikke, som kunsten senere blev kendt.

Christian Arhoff trives tydeligvis med endelig at få bragt sin stemme i spil på film, men kortfilmens rammer er på ingen måde til stor udfoldelse. Kirsten Nellemose, der har har sin umiddelbart eneste filmoptræden, er den for samtiden lidt pikant klædte stuepige, der – meget "kvindeligt" og hermed med potentiale for at blive reddet af en rigtig mand – er bange for mus og skrigende stiller sig op på en stol.