Præsten i Vejlby (1931)

Filmatiseringer af Steen Steensen Blichers novelle:

Præsten i Vejlby (1922)

Præsten i Vejlby (1931)

Præsten i Vejlby (1960)

Præsten i Vejlby (1972)

Den første rent dansk producerede tonefilm blev en stor publikumssucces, og det skyldtes ikke kun det spændende nye i at kunne høre (stumfilms)stjernerne tale i biografen. Også George Schnéevoigts fortolkning af Steen Steensens Blichers historie vakte jubel. Fleming Lynges manuskript sørger for et par twists and turns, der arter sig fint til dansk tonefilms debut: Således slutter filmen ikke helt så tragisk som sit forlæg.

Der er da også rigelig malurt at forholde sig til i forvejen, når storbonden Morten Bruus (Gerhard Jessen) på sin egen forbitrede måde sørger for at få den lille præstefamilie Quist ned med nakken. Da han ikke kan få præstedatteren Marie (Karin Nellemose), får han det til at se ud som om, at den ærbare præst har slået sin gårdskarl og storbondens bror Niels (Kai Holm) ihjel. Og det betyder, at den nyankomne og nyforelskede (i præstedatteren) herredsfoged Erik Sørensen (Eyvind Johan-Svendsen) må dømme præsten til døden...
 

"Præsten i Vejlby" er en vellykket mørk fortolkning af Steensen Blichers 1600-tals-drama, og filmen skal i hvert fald ikke skældes ud for sin spage dans med toneteknikken. Faktisk står den knappe dialog og det næsten totale fravær af underlægningsmusik – trods endnu primitiv optageteknik – som en fin dansk markør på overgangen mellem stum og tone. Valdemar Christensens fotografering er stramt stiliseret og bærer præg af en høj grad af kunstnerisk fortællelyst. Således udstråler filmen i de mest vellykkede scener en stil i retning af både Dreyer og Bergman – uden sammenligning i øvrigt.

Skuespillet har sine udfordringer med at brænde helt troværdigt igennem, hvilket blandt andet skyldes, at det teatralske levn fra stumfilmstiden af naturlige årsager endnu ikke er vasket helt af huden. Henrik Malbergs præsteportræt og Kai Holms dåregårdskarl giver filmens fineste portrætter, ligesom Karin Nellemose er både sød og skrøbelig som præstedatteren, om hvem hele det store kærlighedsdrama med et kriminaltwist drejer.

I øvrigt meget kreativt at starte med at præsentere filmens hovedpersoner med sirlige navneskilte og levende billeder: Ikke en stil, der siden er blevet anvendt voldsomt meget i tonefilmen.