Pigen med nålen (2024)

Dette dansk koproducerede, svensk instruerede og sort/hvidt, polsk indspillede historiske kriminaldrama burde med al sund fornuft egentlig ikke få et stort biografpublikum herhjemme. Ganske enkelt fordi, "Pigen med nålen" i nogen henseende er at betragte som en kunstfilm, der er visuelt lyrisk funderet (tag bare fravalget af farver, der normalt kan få enhver mainstreambiografgænger til at vrænge af væmmelse.)

Men det er lykkedes Magnus von Horn at skabe et ret stort (og bl.a. Oscar-nomineret) biografhit – nok primært som følge af et allestedsnærværende, brandvarmt true crime-fokus, der – i hvert fald i nogen grad – vil opveje effekten af selv de mest auteurprægede kunstneriske greb for biografklubsegmentet.

Filmen tager sit udgangspunkt i de døende dage af 1. verdenskrig, hvor store dele af København er fattigt og uhumsk. Det er hér, den ludfattige fabriksarbejder Karoline (Vic Carmen Sonne) forsøger at få hverdagen til at hænge sammen, mens hun håber på, at hendes savnede mand Peter vender hjem fra krigen.

Det er i dette tomrum, Karoline bliver gravid med en anden mand og nu nøje må overveje, hvad der skal blive af det uægte barn. Hun hører om Dagmar Overby (Trine Dyrholm), der tager sig af uønskede børn og formidler dem videre til velstående familier. Som den uligevægtige Dagmars assistent begynder det dog snart at gå op for Karoline, at noget er helt galt.

"Pigen med nålen" går til sit betændte virkelighedens stof med både elegance og afmålt historisk akkuratesse. Filmen fremstår svulmende udi det uhumskes æstetik – uden at blive alt for selvhævdende. Med en rollebesætning af i vid udstrækning mindre kendte danske skuespillere er der mere nyt og spændende at gå på opdagelse i, end det gør sig gældende for den gennemsnitlige danske filmoplevelse. Den primære undtagelse hér er Trine Dyrholm, der i rollen som spædbarnsmordersken næsten finder nerven, men alligevel ikke helt rammer det indre og ydre vanvid.

Vic Carmen Sonne har den rette 1919-udstråling og er som sådan en troværdig hovedrolleindehaver, men spillet er ikke lige egalt filmen igennem. Allerbedst er Ava Knox Martin som Dagmars (formodede) datter Erena – fuld af udstråling, ægthed og varme.