Ferat Vampire (1982)

    En helt særlig racerbil suger "brændstof" på en ganske makaber måde, og dét skaber ravage.


    »DEN BLODSUGENDE RACERBIL«

    Biler med egen sjæl på film:

    The Cars That Ate Paris (1974)

    Upír z Feratu (1982)

    Christine (1983)

     

    Spøjs, men ikke videre vellykket tjekkoslovakisk vampyrbilsgyser. En ny genre blev født, men ligeså hurtigt begravet, selvom besjælede biler af forskellig observans er noget, vi har set en del til gennem filmhistorien – se en lille liste med eksempler til inspiration ovenfor.

     

    Set i forhold til instruktør Juraj Herz' særprægede, vanedannende og dybt kunstneriske film som The Cremator (1969) og Morgiana (1972) forekommer den skingre "Ferat Vampire" i bedste fald som et (ufrivilligt) komisk indspark i en 1980'er-pangfarvet filmtidsalder. Historien centrerer sig om en vaks sort racerbil fra bilfabrikanten Ferat (reelt en prototype fra Skoda). Den skulle gerne kunne give de konkurrerende biler baghjul, men det viser sig snart, at der gemmer sig en ganske særlig hemmelighed i konstruktionen.

     

    Og det er ikke under hjelmen (hvor der efter lyden at dømme ligger en småtrist 4-cylindret symaskine), Ferat-bilen udmærker sig. Det er langt mere sofistikeret, og det kommer i dén grad til at skabe ravage både for bilens kvindelige racerkørere og for dem i kulissen, der er ved at spore sig ind på hemmeligheden.

     

     

     

     

    Idérigdommen er ikke til at tage fejl af, men eksekveringen af det tilsyneladende alt for ambitiøse manuskript lader meget tilbage at ønske. Ingen af personerne i galleriet får således lejlighed til at træde i karakter – hele filmen er dybt (u)fokuseret på at besjæle en bil, der tilmed i sig selv ikke er ret interessant eller faretruende gestaltet.

    Tilskueren må hente brændstof fra filmoplevelsen i helt sekundære kilder: Se fx bare de mange samtidige Skodaer (100-serien), der tuller omkring i gaderne, inkl. den legendariske 1203-varevognsmodel, der i filmens start køres hårdt gennem gearene som ambulance.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1982, Tjekkoslovakiet, Krimi, Gyser, Mystik, Biler på film, Vampyrfilm, 90 min.

    Dansk titel: Ferat Vampire
    Instr: Juraj Herz Manus: Jan Fleischer, Juraj Herz Baseret på: novellen "Upír po dvaceti letech" af Josef Nesvadba Foto: Richard Valenta Klip: Jaromír Janácek Mus: Petr Hapka