The Legend of Hell House (1973)

Når det gælder antydningens kunst, er denne britiske 1970'er-gyser splittet: På den ene side er filmen doseret, afventende og uafklaret i både sin visuelle og lydmæssige tilgang til det betændte haunted house-plot. På den anden side er den brovtende og nærmest fysisk i den legende omgang med en (usynlig) ond ånd.

En forsker, hans kone og to såkaldte medier ankommer til den enorme forladte Belasco-villa med ét samlet forehavende: At få skovlen under den plagsomme og dødbringende onde ånd, der gennem flere årtier har hærget huset og gjort det af med ikke færre end 27 sagesløse mennesker. Det er især modigt af Ben Fischer (Roddy McDowall), der tidligere har været meget tæt på at dø som følge af åndens magt. Han tager nu en for holdet ved at guide de tre andre: Der er nemlig mange farer og faldgruber i huset.

Roddy McDowall slipper i øvrigt bedst af sted blandt skuespillerne med et aparte-forskræmt og generelt letantændeligt portræt af den storbrillede Ben – i et forfriskende ulmende vanvid. Ellers er der lidt tendenser til overspil, men det er måske også svært at undgå i en film, der er så ekstremt fokuseret på noget, der ikke kan ses: Sarte og sære usynligheder i tilsvarende usandsynligheder er det ret svært at spille op imod.

Næsten hele handlingen udspiller sig om bord på Belasco-villaen med de mange tiltagende ustyrligheder ud i borde, bænke og lysekroner, der bumper og løsriver sig ved egen – eller rettere Belasco-spøgelsets – kraft. Det er pirrende scenografisk og overbevisende nok, men i længden også en lille smule ensidigt.