Distant Journey (1949)

Den tjekkoslovakiske teaterinstruktør Alfréd Radok debuterede her som filminstruktør, og det var vel at mærke med holocausttematiseret krigsdramatik – blot fire år efter krigens afslutning. Hermed regnes "Distant Journey" som en af de allerførste spillefilm, der beskæftiger sig så indgående med holocaust.

Filmens handling centrerer sig om den jødiske læge Hana Kaufmanová (Blanka Waleská), der efter nazisternes invasion mister sit arbejde og godt kan se, hvor det bærer hen for hende og familien: Med udgangspunkt i den stærkt begrænsende ghetto er det nemlig snart tid til deportation til Theresienstadt-koncentrationslejren.

Radok bruger klip fra Leni Riefenstahls propagandamesterværk Triumph des Willens (1935) som dokumentarisk perspektivering på ondskabens ansigter – imens bliver spillefilmens egen handling til et lille vindue nederst til højre i billedet: Smart og visionært tænkt! "Distant Journey" emmer i det hele taget af ekspressionistisk fortællelyst, særligt i Josef Strechas lys- og skyggesøgende, silkebløde fotografering. Men også på lydsiden, der – relativet balanceret – mikser forståelsesmæssigt forstærkende reallyde med Jirí Sternwalds svulstige, Ravel-plagierende underlægningsmusik.

Indimellem tangerer elementer i handlingen det surrealistiske, i hvert fald er Radok ikke bleg for at afvæbne både groteske og dybt tragiske hændelser med utraditionelle blikke på historien. Et godt eksempel på dette er scenen, hvor jøderne trasker i pløre til knæene, mens et hornorkester uden ret mange toner i livet i øsende regnvejr fra en hestevogn akkompagnerer (døds)vandringen. Taget ud af virkeligheden, javist, men hér i en tragikomisk servering.

Det er fascinerende, velspillet og teknisk velovervejet filmkunst, der evner at fænge ret kontinuerligt trods de lidt krævende stilistiske spring. Filmen var i sin samtid helt igennem censureret af det kommunistiske styre i Tjekkoslovakiet, så det var i mange henseender en filmperle for de få.