Dìdi (2024)
13-årige taiwanesisk/amerikanske Chris bor med sin familie i Californien. Ligesom alle andre jævnaldrende kæmper han for at finde en mening med det forestående voksenliv.
»EN GRAD MERE VOKSEN«
Hjerteligt, smerteligt og underfundigt coming of age-drama, der kombinerer store, genkendelige (pubertets-)følelser med indvandrer- og racespørgsmål. 13-årige Chris Wang (Izaac Wang) står på tærsklen til at blive én grad mere voksen, og han er så småt begyndt at interessere sig for piger. Men han er den generte type og måske endda endnu mere tilbageholdende som følge af sin kultur og taiwanesiske baggrund.
Da han får chancen for at hænge ud med nogle seje skaterdrenge, kan det blive på bekostning af en nyopstået flirt og måske også de gamle venner. Henad vejen lærer Chris muligvis, hvad der er op og ned i en vanskelig verden præget af de sociale mediers (sociale af)magt, men det kræver benhårdt mentalt arbejde.
Sean Wangs selvbiografiske instruktørdebut er præget af smertelig ægthed, hvor det er lykkedes at få en uafrysteligt sårbar hovedrrollepræstation ud af unge Izaac Wang. Alle spillere, unge som ældre, lever sig fuldt ind i den raffinerede historie, der på trods af kulturelle og geografiske clashes er universel og identificérbar.
Holdt i rene linjer uden overfortælling giver "Dìdi" genlyd i den efterhånden righoldigt diverse coming of age-"genre", og hjerteligheden holder længe efter sidste scene.
Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2024, USA, Drama, Teenagere, Coming of Age, Komedie, Bjerge på film, 93 min.
Dansk titel: Dìdi- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation