Komtessen paa Steenholt (1939)

    Da den unge Elly kommer hjem til sin fædrene gård efter et ophold i Amerika, ser hun det som sin opgave at få gården på ret køl igen.


    GRUMSET FOLKEHYGGE

    "Nu præsenterer vi Danmarks straalende Lystspilstjerne i en ny morsom Film. Handlingen foregaar i et nyt Milieu, hvor Marguerite Vibys sprælske Temperament og tindrende Humør danner en Modsætning til de fornemme Omgivelser. De muntre Scener er naturligvis fremherskende, saaledes at det er blevet en lys og underholdende Film, indrammet i skønne Sommerbilleder fra karakteristiske danske Herregaarde."

     

    Under gennemsnittet

    Sådan står der kækt og sommeridyllisk i souvenirprogrammet til denne danske folkekomedie under gennemsnittet: Tonen er skinger, spillet er på det jævne, men først og fremmest er historien tynd. Marguerite Vibys friske og humørfyldte ungpige Elly vender hjem til sin fædrene gård efter et længere ophold i Amerika. Da hun finder gården i dårlig økonomisk forfatning, ser hun det som sin fineste opgave at få ændret kursen.

    Andre boller på suppen
    Men det kommer bag på hende, at hun ikke med sin umiddelbare kvindelige charme kan låne penge til de indledende faser. Der må andre boller på suppen, og Elly er tæt på at fornuftsgifte sig til en sund fremtid for gården – lige indtil den ægte kærlighedens redning indtræder i sidste øjeblik.

    Forhåndspunkteret
    En über-energisk Marguerite Viby kan ikke alene holde dampen oppe i dette forhåndspunkterede romantiske drama. Et par velkendt overvibrerende fremførte Kai Normann Andersen-sange er desuden mere malplacerede end forfriskende. Filmen giver i udvalgte scener et fint tidsbillede, ikke mindst i Marguerite Vibys gigantiske slæde af en åben "sportsvogn" – det er tydeligt, at det er med det yderste af muskelkraften, hun manøvrerer bilen ind på gårdspladsen!

     

    Pressen skrev...
    "Der er et Par Melodier, som vil hænge os i Ørerne i de kommende Maaneder, der er den sympatiske og klædelige Aage Fønss i en Elskerrolle af de modnere Aargange, der er en fin Skikkelse af Katy Valentin og der er Viby. Men der er heller ikke andet" // "Alt, hvad der tidligere har givet Bonus paa Scenen i danske Lystspilfilm, er med igen, og hvorfor skulde det fejle denne Gang? Næh... De kan ikke lokke os til at sige noget grimt om "Komtessen paa Steenholt" samt "Der var megen Lykke i Filmen, det vældede med Lykke, det var næsten mere Lykke, end een Film kan bære". ½ stjerne i Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide.


    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026