Devil in a Blue Dress (1995)

    Da en sort krigsveteran i 1948 hyres af en kriminel bagmand, bliver det starten på én lang kaotisk rejse.


    »MØRKE(BLÅ) FORVIKLINGER«

    Olieret kriminaldrama, der arbejder smidigt, men også en kende for strømlinet med sit betændte Los Angeles-efterkrigsmateriale: "Devil in a Blue Dress" har scener af højintens elegance i Carl Franklins duelige iscensættelse.

     

     

     

     

    Tom Sizemores præstation er filmens mest funklende, og han får virkelig formet en troværdigt ond og tilsvarende utilregnelig type, selvom han reelt set har meget få scener. Filmen interesserer sig afgjort mest for Denzel Washingtons rolle, der så omvendt er lidt for glat til at kaste glans af sig.

    Easy Rawlins (Denzel Washington) er en krigsveteran med rod i privatøkonomien. Derfor er han let at friste ind i det mere lyssky og takker da også ja til en tilsyneladende simpel opgave: Han skal finde frem til, hvor den mystiske, blåkjoleklædte Daphne Monet (Jennifer Beals) bor, og for ulejligheden får han $100. 

     

    Det er den ålegalette bagmand Dewitt Albright (Tom Sizemore), der trækker i de kriminelle tråde – og han viger ikke tilbage for en stor gun mod rette tinding, når der er noget, der ikke falder i hans smag. Tidsbilledet er meget flot i en omhyggelig scenografi med masser af detaljerigdom.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026