Martin (1977)

Den markante og grænsesøgende George A. Romero nævnte selv "Martin" som sin bedste film, og historien om den unge titelrollemand, der bilder sig selv ind, han er vampyr, er da også både syret, skæv og ambitiøs. Desværre også ude af balance.

Martin (John Amplas) kører sine vrangforestillinger helt ud og finder ofre, han kan bedøve med en sprøjte og siden suge blod fra. Det hele begynder om bord på et nattog, der byder på et tagselvbord af potentielle donorer. Det er et liv i en konstant søgen efter næste fix, og Martins vampyridentitet vokser sig kun større, idet hans gamle fætter giver den næring gennem messende og kvasireligiøse Nosferatu-udsigelser.

Stilistisk er "Martin" både ekstrem og fængende med sine mange outreret skæve indfald i farver, lyssætninger og vinklinger. Her kommer næsten alt som skønne overraskelser...

John Amplas' debuterende hovedrollespil er til den teatralske side og fungerer bedst, når vanviddet for en stund vendes lidt mere indad, og vampyridentiteten overvejes. Men der er bare ikke meget indadskuende over Romeros svulstigt selvhævdende gyser, og du skal være en hårdkogt tilbeder af det ultrasitrende og evigt blussende urolige, hvis filmoplevelsen "Martin" skal tage større kegler.