Familien Olsen (1940)

Under krigen var dansk film en glad donor af moralske dilemmaer til "dyb" eftertanke. Det kom blandt andet til udtryk i Forellen (1942), men er også gældende i Lauritzen / O’Fredericks’ "Familien Olsen", der udstyrer Osvald Helmuth med alle tiders mest sorte samvittighed.

Filmen fik i samtiden ros for at give Osvald Helmuth mulighed for at vise, at han også kunne "spille komedie" udenfor den rødmossede husassistentgenre. Og det er en dramatisk funderet "familiefilm", som Helmuth må finde det helt store følelsesregister frem til. Da grønthandler Olsen (Helmuth) får et brev med indkaldelse til retten, hvor han skal være jurymedlem i en sag mod en svindlende direktør (Axel Frische), tager han sagen meget alvorligt. Det ender med, at Olsen svedende har den afgørende stemme i retten...

Hvad, han efterfølgende ikke kan bære, er, at hans egen søn et år forinden har fusket sig ud af en underslæbssag, der først for nylig er kommet farmand for øre. Brødbetynget og ærbar går han til statsadvokaten (Jon Iversen) for at bekende sin søns skyld.
 

I dag fremstår filmen ikke alene tykt moraltung, men også ualmindeligt ubøjeligt stiv og forstenet i sine mange teatralsk dramaturgiske "højdepunkter". Og hér klæder det ikke Osvald Helmuth med det særlige gå til bekendelse-modus, hvor lommetørklædet må findes frem for at tørre sveden af panden. Et lille, men tyndt skrevet lyspunkt udgør husvennen Gramstrup (Ib Schønberg). Indimellem med glimt af charme, men generelt en kende for stereotyp. På samme måde er potentialet ikke udnyttet i dén serie af biroller, der sammen med Helmuth udgør den ufrivillige jury.

Her dukker blandt andre Ejner Federspiel og Arthur Jensen op helt uden pondus. På hjemmefronten udgør Maria Garland tamt grønthandlerens bedre halvdel, mens Berthe Qvistgaard og Karl Gustav Ahlefeldt er hans ligeledes uinteressante børn, sidstnævnte belemret med den ufine handling at tage af arbejdskassen.