Battleground (1949)

    En gruppe amerikanske soldater gennemlever et blodigt, sneklædt slag mod nazisterne ved Bastogne i december 1944.


    »WELLMANS (ANTI)KRIGSPERLE«

    Nogle steder fremhævet som den første spillefilm med et ægte slag under 2. verdenskrig som hovedtema: William A. Wellmans "Battleground" udmærker sig i hvert fald uden tvivl som en både oprigtig, rørende og fænomenalt kontrolleret / balanceret (anti)krigsfilm.

     

    De amerikanske soldater i 101. luftdivision må gennemleve vinterens udfordringer, da de skal i kamp mod nazisterne nær Bastogne i Belgien. Vi er i december 1944 og således i krigens afgørende fase.

     

     

     

     

    William A. Wellman får det optimale ud af sine skuespillere, og indlevelsen er uden sidestykke. Ganske givet fordi freden under optagelserne blot var fire år gammel, men også fordi tyve veteraner fra det virkelige livs 101. division bistod skuespillerne og filmholdet som trænere og pålidelige kilder – samt medvirkede som statister.

    Egentlig skal "Battleground" allermest fremhæves for sin evne til ikke at sætte selve krigshandlingerne i fokus, men derimod snarere interessere sig for mændene, der agerer i den... og i dens mange pauser. Men filmen byder også på flere meget virkelighedstro kampsituationer, hvor bomberne falder om ørerne på vores amerikanske helte og for en stund farver den sneklædte jord mørk. Meget af mændenes ventetid foregår i ikke særligt dybe jordhuler, og beskyttelsen mod både artilleri og frost er derfor minimal.

     

    Selvom en del optagelser er filmet i studie, er det hér lykkedes at levendegøre "pap og plader" i en grad, så eventyret ikke taber pusten. Wellman og hans Oscar-vindende fotograf Paul Vogel (Vogels eneste statuette i karrieren) får meget forærende, idet store dele af slagenes ventetid er henlagt i en magisk tåge. Men scenografien er i sig selv blændende.

     

    Vekselvirkningen mellem studie- og udeoptagelser er gnidningsfri, og begge dele bidrager til at holde krigsspændingen i live. Samtidig er der meget friholdt til egen perception, i og med at hele filmen er helt fritaget for underlægningsmusik (undtagelsen er start- og slutteksterne.) Alle implicerede spillere er som nævnt fuld af indlevelse, og det gælder både i den bagvedliggende mentale påvirkning, men så sandelig også i paratheden udi kamp på liv og død.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1949, USA, Krig, Krigsdrama, Drama, Biler på film, Bjerge på film, Historie, Action, 118 min.

    Dansk titel: Heltene fra Bastogne
    Instr: William A. Wellman Prod: Dore Schary Manus: Robert Pirosh Foto: Paul Vogel Klip: John D. Dunning Mus: Lennie Hayton
    Priser
    • AA - Bedste sort/hvide fotografering
    • AA - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste birolleskuespiller (Whitmore)
    • AAN - Bedste klipning
    • GG - Bedste manuskript
    • GG - Bedste birolleskuespiller (Whitmore)