High Flying Bird (2019)

Måske er denne Netflixproduktions allerstørste wauweffekt, at den udelukkende er filmet med en iPhone 8. Det er typisk for instruktør Steven Soderbergh at prøve (tekniske) grænser af, og tricket med iPhone-fotograferingen brugte han også i Unsane (2018), der så dagens lys året forinden. Og det er bare vildt, så upåklageligt, en bette telefon kan filme: Det er i grunden slet ikke noget, der lægges mærke til, hvis ikke det netop var blevet en del af markedsføringen.

"High Flying Bird" er en sportsfilm stort set uden sport. Så til dem, der på forhånd står af, hvis en bold er med på en filmplakat: Der er ingen grund til at afskrive denne! Historien centrerer sig om storbysportsagenten Ray Burke (André Holland), der udnytter en lockout i den professionelle basketballliga til at søge efter nye talenter... på en utraditionel måde.

Ray Burke er sort, og det samme er hans potentielle føl og i det hele taget de fleste af de basketballtyper, han omgås. Så lige under overfladen er "High Flying Bird" faktisk også et kritisk blik på den sorte sportsmands rolle i en moderne hyperhektisk sportsverden, der søger at fremelske ikoner frem for rendyrkede sportsmænd.

Bedst er filmen i første halvdel, hvor der hersker en beundringsværdig ro over fortællestilen: Her er stort set ingen underlægningsmusik overhovedet, og transport- og samtalescenerne emmer af gnist og autenticitet i deres blotte storbynærvær. Mere problematisk udvikler filmen sig henimod slutningen: Her skrues der både op for musikken og for de bittersødt komisk ladede situationer. Fint og energisk spil af André Holland i den altdominerende hovedrolle som sportsagenten.