High Flying Bird (2019)

Måske er denne Netflix-produktions allerstørste wauw-effekt, at den udelukkende er filmet med en iPhone 8. Det er typisk for instruktør Steven Soderbergh at prøve (tekniske) grænser af, og tricket med iPhone-fotograferingen brugte han også i "Insane", der så dagens lys året forinden. Og det er bare vildt, så filmisk upåklageligt, en bette hallo kan optage: Det er i grunden slet ikke noget, der lægges mærke til, hvis ikke det netop var blevet en del af markedsføringen.

En sportsfilm stort set uden sport

"High Flying Bird" er en sportsfilm stort set uden sport. Så til dem, der på forhånd står af, hvis en bold er med på en filmplakat – der er ingen grund til at afskrive denne! Historien centrerer sig om André Hollands storby-sportsagent, Ray Burke, der udnytter en lockout i den professionelle basketball-liga til at søge efter nye talenter... på en utraditionel måde.

Den sorte sportsmands rolle

Ray Burke er sort, og det samme er hans potentielle føl og i det hele taget de fleste af de basketball-typer, han omgås. Så lige under overfladen er "High Flying Bird" faktisk også et kritisk blik på den sorte sportsmands rolle i en moderne hyperhektisk sportsverden, der søger at fremelske ikoner frem for blotte sportsmænd.

Bedst i første halvdel

Bedst er filmen i første halvdel, hvor der hersker en beundringsværdig ro over fortællestilen: Her er stort set ingen underlægningsmusik overhovedet, og transport- og samtalescenerne emmer af gnist og autenticitet i deres blotte storby-nærvær. Mere problematisk udvikler filmen sig hen imod slutningen: Her skrues der både op for musikken og for de bittersødt komisk ladede situationer. Fint og energisk spil af André Holland i den altdominerende hovedrolle som sportsagenten.