Cigarette Burns (2005)

    En biografejer hyres af en rigmand til at skaffe verdens eneste kopi af en sjælden film. Filmen skal være så voldsom, at dens vanvid smitter.


    »EN FILM MED MAGT«

    John Carpenters bidrag til "Masters of Horror"-serien er denne på alle måder aparte, fascinerende, men også halvhjertet eksekverede episode. Den bærer titlen "Cigarette Burns" og er – om ikke andet – et absurd take på filmkunst, filmhistorie og biografdrift.

     

    Den økonomisk udfordrede biografejer Kirby (Norman Reedus) hyres af rigmanden Bellinger (Udo Kier) til en ganske særlig opgave. Bellinger er ramt af sygdom og vil gå endnog meget langt for at nå at se en ganske særlig film inden sin død. Efter sigende findes der kun en eneste kopi af "Le fin absolue du monde", en film, der skal være voldsom, at den efterlader sine tilskuere som både mentale grøntsager... og potentielle mordere.

     

     

     

     

    "Cigarette Burns" er noget hæmmet af et par slatne skuespillerpræstationer (Norman Reedus falder igennem) og en lidt uudnyttet kobling til filmhistoriens forunderlige verden. Heldigvis bidrager Udo Kier med sædvanlig "ubehagelig charme", og særligt hans selvskadende handling henimod slutningen i operatørrummet må siges at høre til de mere ekstreme.

    Kønt og letløbende bliver det aldrig, og gysene er kun splattende effektive, når det bestialske overgear sætter ind. Uhyggen udebliver dog i vid udstrækning – effektfuldheden opstår primært ud af ekstremiteterne, der så omvendt også er kørt så langt ud som muligt.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2005, USA, Gyser, Udl. tv-serie, Tv-film, 59 min.

    Dansk titel: John Carpenter's Cigarette Burns
    Instr: John Carpenter Prod: Bo Altherr, Lisa Richardson, Tom Rowe Manus: Drew McWeeny, Rebecca Swan Foto: Attila Szalay Klip: Patrick McMahon Mus: Cody Carpenter