The Grifters (1990)

Dette stjernespækkede og tilsvarende sprællevende kriminaldrama med komisk fundament lægger dragende effektivt ud. Her har den britiske instruktør Stephen Frears rigtig godt greb om både genremiks, timing og teknik. Men desværre går det hele efterhånden mere og mere op i hat og briller.

Den unge svindlertype Roy Dillon (John Cusack) er klemt som en lus mellem tyve sæt bemalede kvindenegle. De ti af dem sidder på hans meget unge mor (Anjelica Huston), de ti andre på kæresten Myra Langtry (Annette Bening) – og begge kvinderne er selv svindlertyper, der skal passe "karrieren" for at få hjulene til at løbe rundt. Sådan et trekløver er næsten dømt til at fejle henad vejen, og det er i beskrivelsen af det uundgåelige kaos, at "The Grifters" begynder at køre sig selv i sænk. Efterhånden er der kun krudtrester tilbage fra de første tre kvarters skarpe skud i bøssen, og filmen mister ganske enkelt pusten ved at puste sig mere og mere op!

Med en faktisk næsten konstant optempo-"tralala-komedie"-underlægningsmusik er filmen desuden lidt af en lydmæssig prøvelse at sidde model til. Der er næsten ingen pauser fra den "smarte" musik. Til gengæld er der smæk for skillingen blandt de veloplagte skuespillere.

Særligt en afbleget, højbehælet og her-kommer-jeg-ladylike Angelica Houston er skøn i rollen som den kompromisløse Lilly Dillon – og det allerbedste modspil får hun i blot en enkelt sekvens i samspil med veteranen Pat Hingle. Lad os bare sige, at Lilly får læst og påskrevet, og den havanacigarrygende Hingle er aldrig set bedre.

Lidt mere på det habile uden at funkle finder vi John Cusacks underspillede Roy, ligesom Annette Bening mere end noget andet overspiller (og -smiler) sin birolle som dullet kæreste til Roy.