Barn av stjerner (2023)
En skoleklasse rejser rundt mellem Lofotens øer, mens en astrofysiker lærer dem om solsystemet og sætter livet på Jorden i perspektiv.
»FÆLLES STJERNESTØV«
At vi alle er formet af det samme stjernestøv bliver hér klart for børn, teenagere og voksne. "Barn av stjerner" er ikke kun en dokumentarfilm for skolebørn, men i og med at placeringen af planetrekvisitter rundt omkring på Lofotens øer foretages af en skoleklasse, er filmen oplagt undervisningsmateriale.
Med sig rundt mellem de vinterklædte bjerge har de store børn ingen ringere end den belgiske astrofysiker Jean Surdej. Han har styr på det dér med perspektiver, størrelsesforhold og lysår – og er hermed den helt rette til at besvare alle de spørgsmål, der naturligt opstår undervejs.
Ved at bruge Lofoten som betragteligt nedskaleret model for afstande i solsystemet, placeres glaskugler og balloner hundreder af meter og senere mange kilometer fra Solen, der er placeret som udgangspunktet på børnenes skole. For alle med bare den mindste fascination af "hvad, hvorfor og hvordan", når det kommer til livets opståen og flygtighed, udgør "Barn av stjerner" en times berigende (gen)opfriskning af, hvor små vi alle er i det store spil.
Og fordi dokumentaren er så visuel i sine opstillinger, er der en pæn chance for, at glemsomme sjæle kan huske lidt af kosmos' mystik også efter filmens udtoning. I det hele taget lever dokumentaren højt på sine omgivelser – Lofotens sneklædte kulisser er i sig selv "ud af kroppen"-smukke.
Det er påkrævet at have god hørelse, hvis filmen opleves uden undertekster: Surdej taler yderst gebrokkent "fransk-engelsk", børnene klart bedre, men hele dialogen er altså på engelsk.
Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2023, Norge, Dokumentar, Bjerge på film, Biler på film, Teenagere, 60 min.
Dansk titel: Barn av stjerner- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation