Silent House (2011)

Elizabeth Olsens unge kvinde Sarah får i dén grad rørt skrigestemmen, da hun ufrivilligt er ude af stand til at komme ud af familiens til- og nedlukkede sommerhus i smukke, sønære omgivelser. Da først farmand er væltet omkuld af ukendte gerningsmænd, er Sarah alene hjemme – og dem, hun nu deler hus med, er bestemt ikke venligt stemte.

Autenticiteten går fløjten

"Silent House" lever desværre ikke op til sin titel. Ideelt havde huset og dets knirkende, knagende og stormomsuste lyde fået lov til at stå alene, men ak: Et artificielt forstærkende lyddesign toppes ofte af alt for store mængder underlægningsmusik, og den potentielle autenticitet går fløjten.

Krybende udnyttelse

Dog holder filmen nogenlunde kroppen rank og kry takket være en dejligt krybende udnyttelse af et på alle måder mørklagt sommerhus. Alle vinduer er banket til med plader, og strømmen er gået, så eneste lyskilder er diverse lomme- og håndlygter. Så kan man selv regne ud, at lyskeglerne nok begynder at afsløre ubehageligheder, efterhånden som gyset tiltager.

Emmer af død og hengemthed

Mest krybende uhyggeligt står turene ned i den uhumske kælder, der emmer af død og hengemthed. Visheden om, at farerne står på spring, har vi allerede fået i takt med, at den uheldige heltinde Sarah har været ufrivilligt tæt på de mystiske "gerningsmænd", der huserer i sommerhuset. Da Sarah på et tidspunkt som eneste lyskilde i totalt omsluttende mørke har blitzen fra et polaroidkamera, kulminerer uhyggen i disse lysglimt. 

Overfortællingens ekstremiteter

De gode takter udgør dog mere plastre end reel bandage: "Silent House" kurer stille og (u)roligt ud mod overfortællingens ekstremiteter, og mange af de gode takter drukner efterhånden i lige dele ubalanceret fortælling og manglende kendskab til besøgelsestid.