The Pale Blue Eye (2022)

Visuelt yderst betagende og troværdigt sættes 1830'erne i svingninger af den altid ambitiøse instruktør Scott Cooper (Out of the Furnace (2013), Hostiles (2017): Begge ligesom nærværende film med Christian Bale i hovedrollen). Og med en historie, der kredser om en mystisk seriemorders hærgen mellem militærkadetter, burde sprødheden vel være sikret?

Der er desværre ikke meget æggende over det betændte plot, bl.a. fordi filmen fortælles så langsommeligt, at det bliver vanskeligt at opretholde entusiasmen. Tilbage er egentlig udelukkende det meget lækre tids- og stemningsbillede og et par habile præstationer.

Christian Bale er kriminalbetjenten Augustus Landor – en introvert og ikke-opsøgende type, der på det kraftigste opfordres til at gå ind i sagen om kadetmordene. Ret hurtigt får han forbindelse til kadetten Edgar (Harry Melling), en digter i støbeskeen og med de senere så berømte supplerende navne Allan Poe.

Poe mener, han har gennemskuet seriemorderens metode, men er der nok kød på teorierne, til at Landor kan få skovlen under ham, før der er slagtet alt for mange flere?

Iklædt alt, alt for konstant (og standardpræget) underlægningsmusik af veteranen Howard Shore sætter "The Pale Blue Eye" desværre ikke sit lys under en skæppe. Der er således meget lidt, der reelt er overladt til fantasien, men nyd filmen for den vellykede visuelle epik.