The Babadook (2014)
Alenemor og søn gribes af tiltagende panik og vanvid, da en børnebog viser sig at have særdeles ondsindede kræfter.
»I VANVIDDETS KLØR«
Hårdt, ætsende og ubehageligt gys, skrevet og instrueret af Jennifer Kent, der fire år senere kom med den bestialske historiske thriller The Nightingale (2018).
Det er en flot tegnet og lækkert rødt indbundet børnebog, der er skyld i alle ulykkerne i "The Babadook". Bogen med samme navn er pludselig havnet i alenemoren Amelia Vaneks (Essie Davis) boghylde, da hun skal læse godnathistorie for sin lille søn Samuel.
Men teksten og tegningerne er ondsindede, og knægten får mareridt. Og dét i en sådan grad, at moren går til lægen for at bede ham udskrive sovepiller til knægten – simpelthen for, at hun selv kan få en pause fra drengens tiltagende ekstreme besættelse af bogens budskaber.
Det er dog næppe en særlig god løsning – af mange årsager. Og senere bliver moren da også selv "grebet" af bogen, i en betydning, der er alt andet end en læsehests fredsommelige sofahygge.
Det er vanskeligt at undsige sig isnende ubehag ved alle de frygtelige prøvelser, den lille Samuel (Noah Wiseman) skal igennem. Hans kamp er ganske enkelt tudefærdigt mentalt krybende, særligt fordi hans mor også begynder at behandle ham rigtig dårligt. I en børnekraftpræstation nærmest uden sidestykke spiller, skriger og gyser Noah Wiseman sit inderste ud af alle porer. Det er rædselsvækkende overbevisende. Essie Davis gennemgår en markant forandring i rollen som moren: Fra vag, apatisk og evigt smilende til besat af ondskab.
Bemærk, hvordan en del af filmens helt centrale scener er fritaget for underlægningsmusik, hvilket gør den dæmoniske uhygge altomsluttende og uafrystelig. Mere tvivlsomt udvikler affæren sig desværre helt henimod slutningen, hvor noget af det fortættede forsvinder i en sensationsafrunding ude af trit med den ellers helt igennem balancerede tone.
Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2014, Australien, Gyser, Mystik, Børn på film, Drama, Biler på film, 94 min.
Dansk titel: The Babadook- Essie Davis (Amelia Vanek)
- Noah Wiseman (Samuel)
- Carmel Johnson (Teacher)
- Daniel Henshall (Robbie)
- Tiffany Lyndall-Knight (Supermarket Mom)
- Terence Crawford (Doctor)
- Cathy Adamek (Prue Flannery)
- Adam Morgan (Police Sgt.)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- CPH - New Talent Grand PIX-nominering