The Nightingale (2018)

Rå, vild og ubarmhjertig skildring af hævn og nådesløst blodbad uden hæmninger. Det er ondskaben personificeret, og vi ser det hele meget grafisk. Men man føler, at der er en mening med galskab, ondskab og den grafiske vold, for i hænderne på instruktør Jennifer Kent er autenticiteten i højsædet.

Rå begivenheder

Således er indlevelse i de rå begivenheder i Australien anno 1825 ikke vanskelig, selvom det kræver hård hud på nerverne for tilskueren at se på det mareridt, som vores yderst stakkels hovedperson må gennemleve.

Brutal voldtægt

I filmens begyndelse bliver hun brutalt voldtaget, mens hun ser, hvordan en ondsindet løjtnant og hans håndlangere dræber både manden og babyen. Da hun senere vågner op efter mareridtet, er hun straks besat af en hævntørst uden sidestykke.  Og hun begiver sig ud på en rejse gennem bushen, ført af en aboriginer, der kan spore løjtnanten og hans følge.

Krævende roller

Skuespillet er imponerende i krævende roller med stort følelsesregister i alt fra ondskab og afmagt til hævntørst. Voldsomme kræfter er på spil hele filmen igennem.

Den australske vildmark

Den markante inddragelse af den australske vildmark er en fotografisk lækkerbisken, der i høj grad forstærker den konstant ulmende spænding ved at spille på udkantsområdernes mytiske og ind imellem uhyggelige natur.

Ægthed uden musik

Vigtigt for filmoplevelsens ægthed er, at ingen underlægningsmusik optræder som stemningsvejleder. Den musik, der optræder i filmen, er meget følelsesladede sange, der indgår som led i selve handlingen. Bl.a. synger en svært trængt aboriginer sin stammes måske sidste sang – udryddelsen lurer lige om hjørnet som følge af de hvides klapjagt og fornedrelser.