Talk to Me (2022)

Håndtrykket som begreb bliver hér i dén grad trykket så hårdt, at det må betegnes som en såkaldt "knogleknuser": "Talk to Me" lader en modelleret hånd (på ståfod) spille en absolut hovedrolle, når en gruppe – må man nok sige – særdeles frygtløse venner driver gæk med al sund fornuft og bruger "hånden" som formidler til en anden dimension, hvor alt folder sig kreativt ud.

Smæk for skillingen

Når en fra slænget sætter sin pote i hånden og siger de ikoniske ord, "Talk to Me", er der straks smæk for skillingen! Foran den håndforbundne og i-stol-fastspændte forsøgskanin viser sig nu som minumum en degeneret zombie eller et rallende opløst lig, eventuelt af anden etnisk herkomst.

Ikke for pattebørn

Det er ikke for pattebørn, især ikke når personen i stolen beder om overbygningen, hvor ånden ligesom overtager kroppen og hensætter den stolesiddende i en pupiludvidet kvælningstrance, der siger spar-9 til alt, hvad den virkelige verden har at byde på. Men da den konfirmationsaldrende Riley går i clinch med ånderne, ender det i den rene ragnarok, og herfra er der kun én vej: Mod den stensikre nonsens, hvor ingen af de unge vist helt har tænkt sig om, før de begyndte at lege stoleleg med helvede.

Leger med medierne

Det er gyser-YouTuberne Danny og Michael Philippou, der her leger med medierne – i mere end én forstand, og deres spillefilms-debuteksperiment har vakt begejstring både blandt publikum og anmeldere. Der er da også et prisværdigt tyngende mørke over filmoplevelsen, der, om ikke andet, byder på klamsvedte lydeffekter (kranier, der knuses mod teaktræsmøbler eller badeværelsesklinker) samt inciterende visuel leg med døden i form af opløst, degenereret hud, blod og materie – og alt det, den kan afstedkomme af frygt.

Ynkelige konstellationer

Plotstrukturen i "Talk to Me" er dog grænsende til det ynkelige, og reelt synes affæren konstrueret til et Twilight (2008)-teenagesegment, hvor de veldrejede vampyroverkroppe blot er visket ud af ligningen. I hvert fald er der flere ynkelige konstellationer i både slag- og replikudvekslingerne, end der er glimt af troværdighed i filmens absolutte fantasiverden.

Ingen indlevelse

Indlevelse i håndtrykkenes bivirkning er nærved umulig, men af og til går der alligevel så meget mørkeeenergi i hele konstruktionen, at det er svært at sige sig fri for en vis grad af mentalt ubehag – havde det ikke været for den dræbende vulgære musikunderlægning, der kvæler den sidste flig af "autenticitet" i den betændt frygtsomme affære.