The Little Girl Who Lives Down the Lane (1976)

Jodie Foster indtog sin første hovedrolle som teenagepigen Rynn Jacobs. Rynn er egen, hun er djærv og ikke sådan at slå ud af kurs, når udvalgte voksne stiller spørgsmål til sandheden i, at hendes digterfar angiveligt "bare aldrig lige er hjemme eller arbejder ovenpå" i den enorme villa. Som filmens plakat proklamerede i 1976: "What is her unspeakable secret? Everyone who knows is dead." Altså: Der foregår noget betændt hos Rynns! Og det bliver den ca. fem-seks år ældre amatørtryllekunstner og yderst sære Mario Podesta (Scott Jacoby), med hvem hun indleder en "affære", snart sat ind i....

Tiden har ikke været venlig ved denne "mystiske gyser", der var en koproduktion mellem Canada og Frankrig. Men det er desværre ikke kun filmens bedagede og ubehjælpsomme stil, der er en svaghed: "The Little Girl Who Lives Down the Lane" savner helt gennemslagskraft og troværdighed i alle sine mange talrige genrer – og facetter generelt.

Hold fast, der er mange ind- og udgange til romanforlæg og -manusforfatter Laird Koenigs historie. Mystik, huset som gyserelement, lidt kærlighed og en pige, der vist ikke er helt så from, som hun ser ud til. Læg hertil stærke pædofile (under)toner, når den (eklatant uelegant overspillede) Frank Hallet (Martin Sheen) i dén grad giver udtryk for kødets lyst i møderne med Rynn – og også gramser både for og bag!

Hverken "chokeffekterne", de uartige undertoner eller det inciterende ved en pige, der måske er ugerningernes prinsesse, bider det mindste fra sig. Filmoplevelsen er kantet, teatralsk, kulissekedelig og ufokuseret. Læg hertil Christian Gauberts sanseløst aparte underlægningsmusik, der suppleres af historisk grimme "indspilninger" af Chopin-klaverværker, som Rynn afvikler fra husets bedagede grammofon, herunder en "underfundig" instrumentaludgave af klaverkoncert nr. 1!

Jodie Foster er derimod god. Fascinerende "voksen" i den underlige rolle og fuld af overskud til egentlig bare at give sig selv fuldt ud og helt naturligt, selvom Rynn Jacobs som figur aldrig tillades at blive interessant.