The Crazies (2010)

Har en udkantsamerikaner været så uheldig at rage denne films temavirus til sig, er han eller hun godt nok ilde ude. Så bliver man nemlig ud af det blå gakkelak, så det slår gnister – og så er der ingen grænser for, hvor dumme og dødbringende ting, det kan afføde.

Teknisk set er de ikke døde...

Det er "virkeligheden" i Breck Eisners flotte og stemningsfulde genindspilning af genrespecialisten George A. Romeros film af samme navn fra 1973. Og selvom de virusramte mennesker teknisk set ikke er døde, når de kvabber rundt, kan vi godt tillade os at rubricere værket som en slags zombiefilm.

Lykken venter forude, men...

Udkantssheriffen David (Timothy Olyphant) har gjort lillemor med rogn, og en tilværelse i sus, dus og lykke venter forude. Lige indtil himmel og jord sættes i bevægelse af ovennævnte virus. Så kan det nok være, David og konen Judy (Radha Mitchell) må tage benene på nakken.

Katastrofale planer

For der er både de dræberlystne "zombier" at holde øje med, men ikke mindst myndighederne, der meget vel kan være ved at lægge katastrofale planer for den lille by for at undgå yderligere spredning.

Med bred pensel

Uhyre flot fotograferet af Maxime Alexandre, ofte med bred pensel i tilsvarende vide vinkler, der indrammer landskabet, så det både bliver endeløst og klaustrofobisk. Men også i sprøde detaljer, der skærper sanserne udi både lokaliteterne, personerne og begivenhederne. Og det let opdaterede manuskript fungerer faktisk ret effektivt – trods åbenlyse aparte overdrivelser. Skuespillet er "efter bogen": Fint uden at funkle.

Svøbt i klæbrigt spind

Hele herligheden er forventeligt svøbt i et klæbrigt spind af outreret lyddesign og underlægningsmusik, og det er lige en ørebæ for meget, når nu de mange uhyggelige gem dig, så du ikke dør-stemninger ville kunne så uendeligt meget mere ved at stå alene i den visuelle elegance.